Shopping og sorger

Shane sagde ikke så meget mere til alt det med hans tid som vildt undervægtig. Det var jo sandt. Han havde været tæt på at være død af underernæring. I følge hans læge. Og han havde været tæt på at dø af for mange piller og alt muligt andet gøgl. Det var dog hældt i modsat retning nu og han var så meget mere på ret køl. Udover lige alt det med kærligheds livet og manglende familie. Dog havde han indfundet sig med han nok blev en af de der evige singler.

Shane kunne ikke besvare Anstor's spørgsmål. Ikke engang sikkert Joshua kunne selv. Han så ham tage smykkerne af, men nåede ikke at stoppe ham før de blev kastet så langt væk de kunne komme. Han måtte dog huske at få dem samlet op. Bare så Anstor ikke mistede dem hvis han i sidste ende fortrød. Han så på sin ven og bed sig lidt i læben før han rystede på hovedet lige så stille. "Nej. Ikke nu. Jeg synes du skal tage dig en tid hvor du får tænkt lidt over det hele. Får det på afstand og kan se på det med lidt klarere syn. Måske du så kan se noget som lige nu er skjult for dig." Han strøg ham stille ned over ryggen. "Du fortjener ikke at ende som jeg gjorde Anstor. Og han fortalte dig om sin handling så det er for mig et godt tegn. Det viser han faktisk indså han dummede sig. I mit tilfælde kørte han jo rundt med et helt andet liv bag min ryg og bedrog mig i stor stil i lang tid." Han så på Anstor og håbede ikke hans ord virkede modsat af hvad han havde tænkt sig. "Jeg vil gerne snakke med Joshua. Om en dags tid eller to. Høre om hvad han har at sige om sagen. Hvis det er i orden med dig. Han har været narren og dummet sig. Men derfor har han stadig ret til, at give sin forklaring." Han satte sig ned på hug foran sin ven og tog hans hænder og gav dem et lille klem. "Jeg holder umådeligt af jer begge to Anstor. Jeg ønsker I skal være lykkelige. Sammen. Lige nu tænker du ikke klart. Du er såret og knust. Jeg synes du skal blive her og falde til ro. Tænke over tingene. Og så først der tage stilling til hvad du vil. Jeg kan ikke vælge for dig. Jeg vil dog gerne hjælpe og jeg vil være her for dig når du har brug for det." han så sin ven i øjnene og talte stille og roligt. Han ville ikke gøre det værre. "Jeg håber du kan følge mig i alt dette. Lige nu er du oprevet og det gør ondt. Jeg kom mig over det. Efter lang tid.. men jeg var også alene om det. Men du er ikke alene Anstor." Han gav hans hænder et lidt hårdere klem. "husk det.. Du er ikke alene.."

Anstor havde godt se Shane dengang han var værst, men det var ikke noget han ville tale mere om nu – dels var det måske lidt upassende ikke mindst i forhold til Shane og dels var det jo noget som hørte fortiden til, så det kunne såmænd være ligegyldigt nu. Shane var tilbage på det rette spor og Anstor var meget glad for at konstatere ved selvsyn at det gik fremad med Shane.

Det var på en måde en urimlig samtale. Anstor forventede et eller andet sted et svar fra Shane, men han vidste også godt, at Shane jo ikke var ham som skulle give ham et svar – det var jo i bund og grund Joshua. Det var rart at mærke ringen glide af sin finger og han ville ikke se på den i lang tid hvis Shane skulle gemme den til ham. Det var umådeligt hårdt at gennemgå disse dage – men til alt held havde han Shane. I samme øjeblik kiggede han op på Shane med sine tårevæddede øjne. Han lagde mærke til at Shane bed sig i læben på samme måde som Joshua altid gjorde, hvis han var lidt usikker. ” Hmm jo det kan være. Du har ret, jeg er temmelig oprevet nu og jeg skal nok tage mig sammen og blive den gode gamle Anstor. Jeg vil bare ikke se ham for mine øjne lige nu !” nærmest råbte han og blev selv lidt rystet over sin opførsel. ” Undskyld Shane… Det var ikke min hensigt at råbe af dig … Og ja, det kan da tale lidt til hans forsvar. – Det var også kujon-agtigt af ham at gøre sådan mod dig – det har jeg har heller aldrig tilgivet ham. Han er sådan en idiot ham Joshua !!!” udbrød han men tussede hurtigt sig selv ned igen efterfølgende. Det var rart at mærke Shane nusse ham på ryggen og mærke at han vitterligt var der for ham.
Shane betød rigtig meget for ham og han lagde en hun på hans kind og kælede lidt for den ” Tak Shane at du vil have mig her, når jeg er i sådan et humør det betyder meget for mig ” sagde han stille og slot derefter blikket ned og tilføjede ” Jo – gør du det. Han vil sikkert også gerne tale med dig – han ved godt jeg er rejst herover. ” sagde han og nikkede samtidig for at signalere det var iorden med ham at Shane fik sig en snak med Joshua. Anstor fornemmede at Shane satte sig på hug foran ham og han kiggede derfor instinktivt op på Shane. Anstor skulle lige til at sige noget men Shane ord ramte ham dybt dybt i hjerte og han følte en enorm glæde og taknemlighed ved at have Shane hos sig! ” Årrhhh Shane hvor er du dejlig og i lige måde. Jeg holder også uendelig meget af dig ” sagde han og faldt ham med det samme om halsen og gav ham et stort kram ! ”Jeg vil da også altid være der for mig, hvis du skulle få brug for det. ” hviskede han og var meget glad for at have en så god svoger og ven som han havde i Shane.

Shane rystede stille på hovedet. "Nej...du skal heller ikke se ham før du har lyst..Bare slap af.." han smilede stille. At han så havde mange fælles ting med Joshua var næppe en god ting. De var jo tvillinger og selvom de ikke var ens så havde de mange vaner og andet som de havde fælles. Derfor ville visse ting; som det med bid i læben, jo sikkert minde Anstor en smule om Joshua.
Dog så ville Shane gøre sit for, at hans ven kunne få noget ro og med tiden få tankerne samlet og finde en løsning eller i alle fald prøve på det med hensyn til den situation som var hændt. Han var dog glad for, at Anstor godt forstod det med, at han burde få det på afstand lige nu. Falde til ro og så se på det senere. Han smilede, da han nævnte det med at blive den gamle Anstor igen. Det ville være rart, men ikke noget som lige skete her og nu. Vidste den sorthårede mand skam godt. Det ville tage tid at hele et knust hjerte.
Han havde dog taget den lidt råbende stemning nogenlunde roligt. Vidste godt, det næppe var ham den var vendt mod. Ikke direkte. Men Anstor undskyldte også hurtigt for det så det var ikke noget han ville trække i langdrag. At Anstor så ikke havde tilgivet Joshua for det som Shane var blevet udsat for overraskede ham lidt. Altså naturligvis var det jo en forkert ting, men at han ikke havde tilgivet? Det var jo trods alt Shane det var gået ud over. Han smilede lidt skævt. "Du har ikke tilgivet ham for det? Du var da den som ville have jeg tilgav ham!" grinede han lidt. Men ja den kvast var åbenbart ikke dyb nok til, at Anstor trods alt ikke havde holdt sig fra ham. De var et par, gift og det hele så selvom han måske var vred over Joshua's fortid og fejl var det åbenbart ikke stærkere end hans følelser for ham. Shane havde i sin tid haft det på samme måde. Det var bare had og afsky som var følelserne efter bedraget.

Anstor var faldet lidt til ro. Og han gav sit samtykke til, at Shane godt måtte prøve at snakke med Joshua. Var han glad for. Og at Joshua trods alt vidste hvor Anstor var taget hen. Hvis bare idioten så var klog nok til, at lade Anstor få lidt tænketid og ikke kom herover for at hente ham. "Og jeg vil da altid have dig her søde. Selv da du ikke var familie. Du er min ven og vil du være så længe jeg lever. Så hvis du ikke kommer ind imellem bliver jeg først sur!" grinede han. Ville have stemningen til at blive lidt bedre. Mere mild og glad. Anstor havde brug for at få tankerne væk fra det hele.
Overfaldet kom dog lidt bag på Shane, som næsten mistede balancen som det var, at hans ven kastede sig om hans hals i et kram, men han grinede bare lidt af det. Var glad for, at Anstor var glad. "Det ved jeg du vil." smilede han og gengældte krammet. Han kunne altid stole på Anstor.

” Nej det vil i hvert fald ikke føre noget godt med sig om jeg mødte ham nu sådan som situationen er .. måske bunder det også i jeg er nervæs for ham . Jeg ved ikke hvad han kan finde på når jeg ikke er der… ikke så meget om han er sammen med en anden fyr, men mere om han får noget at spise og endnu ser børnene og sådan….altså at han kan holde sig selv sammen så at sige uden at jeg er der.” sagde han og så fortvivlet ud af det nærmeste vindue. Her var det ikke så meget Anstors følelser der spillede ind, men mere at det han havde et medfødt pylre-gen, et gen som havde været særlig tydligt i den måde han passede på sin børn, sin mand og sin familie ” Tror du at han kan klare sig uden mig…?” sagde han og vidste godt det ikke var så pænt at stille spørgsmål af den art der godt kunne virke en smule insimiderende på Shane når nu Anstor kendte hans fortid sammen med Joshua.
” Jo det ved jeg godt, men det var også ligeså meget fordi du er min familie nu… og jeg ville så gerne have at der var orden i familien og ingen var sure på hinanden eller sådan…. Forstå mig ret.. jeg ville bare så gerne have at du havde et godt forhold til din bror og det samme ved jeg at Joshua ønskede, for han har ofte fortalt mig om hvor meget han savnede dig – det var jo ikke kun en kæreste han mistede i dig, det var jo også hans tvillingbror – noget meget væsentlig ikke mindst fordi I netop er tvillinger…. At jeg ikke selv har tilgivet ham det er måske noget jeg siger nu fordi jeg er så oprevet… men min pointe skal nok mere være den at han var en kæmpe idiot at behandle dig sådan og nu kan jeg jo føle hvordan det var for dig…” sagde han og langsomt var tårerne begynd at fortage sig. ” Ej du må undskylde Shane at jeg sidder og lukker alt det her ud på dig – det er bare så trist det hele lige nu. ” sagde han stille og tørrede de sidste tårer væk med håndryggen. ” Jeg lover at jeg nok skal se til dig og du må jo også altid komme så tit du vil til Paris .. jeg er jo både din ven og familie… Det minder mig… ej jeg er sgu ved at blive gammel, men kan slet ikke huske hvordan det var at vi to mødte hinanden…Hvordan var det nu det skete ?” spurgte han og smilede svagt. Anstor mærkede at Shane krammede igen og han kunne ikke være andet end lykkelig for en person som Shane.

Om Joshua kunne klare sig selv vidste Shane ikke helt. Ikke i sådan en situation her. Men hvis han lignede sin tvilling bare lidt på det punkt så ville det blive et nej. Men så igen.. Joshua havde jo altid været den stærkeste af dem til at håndtere den slags.
At han så blev spurgt direkte til om han troede han kunne klare sig fik Shane til at tænke lidt. Trak så på sine skuldre til slut. "Jeg ved det ikke..Du så jo hvordan jeg ikke kunne klare det. Men Joshua har altid været stærkere end mig til den slags. Men jeg tror måske, at han har svært ved det alligevel. Hans følelser kan ramme ham hårdt. Så at han måske mister dig er nok ikke noget han kan tage let på." Han vidste ikke om det svar var godt nok. Om det var det Anstor ønskede at høre. Men Shane var blot ærlig.
At der så kom alt den snak igen om, at Joshua havde mistet mere end bare en kæreste, men også en nær del af sig selv fordi de var tvillinger havde han hørt før. Men det havde været det samme den anden vej rundt. Shane var sikker på, at Joshua heller ikke ville have tilgivet det hvis Shane havde været den der var utro og bedrager bag ryggen. Det var bare ikke noget man tog let på. Og det havde oveni ødelagt så mange muligheder for Shane. Men det vidste Joshua intet om. Kom han heller ikke til. Shane holdt det for sig selv. Han var træt af at være på ulige kant.

At de så kom ind på emnet med hvordan de var mødtes fik Shane til at grine lidt. "Jeg må også være gammel så for jeg kan squ ikke huske andet end at vi mødtes!" Han kunne ikke huske detaljer. Desværre. Han havde glemt så meget fra alt sin tid i skolen. Han var ked af, at det med Anstor var gledet væk i minderne. Han kunne bare huske der havde været en periode uden kontakt dog. og så vupti så var der sket så meget. Men meget af det der var sket som ung teenager før hans nedgang. Det var alt sammen sløret ud og manglede dele.

//Sorry jeg har en ELENDIG hukommelse T_T ville gerne have Shane kunne huske det, men lidt svært når jeg ikke kan... =/

” Hmm nej det er muligt – jeg ved det ikke. Han er jo som du siger en stærk personlighed og i de år vi har været sammen, har han altid sat mig fremfor ham selv… men jeg ved også hvor ked og trist han kunne være hvis vi sågar ikke en gang sov sammen ” sagde og tav med det samme og så over på Shane. Det slog Anstor et kort sekund om han var for ærlig overfor Shane, em fortsatte dog ” Han giver aldrig udtryk for når han er svag eller nede så at sige.. men jeg ved virkelig ikke. En del af mig har lyst til at tage tilbage til ham og se om han befinder sig godt – på den anden side har jeg også bare lyst til at han skal lide alt det han har fortjent ” sagde han og kom til at knytte sine næver. ” Nå – men nok om ham dumme Joshua for nu.. vi kan tale videre om det i morgen. Men endnu en gang tak fordi jeg må bo her ” smilede han og klappede Shane på kinden som en anerkendelse. Det var rart at være her. Shane havde god smag og det var altid klart for dem begge, at de var afslappede og trygge ved hinandens selskab.

Anstor smilede hjertelig ved Shanes latter – det var befriende at høre latter igen, efter at havde gået rundt og være sur hele tiden, og ked af det tilmed. Anstor grinede sammen med ham ” Ved du hvad … jeg kan slet ikke huske det hellere. – men jeg kan huske at der gik ganske lang tid siden jeg fandt ud af du var tvillingebror med Joshua - men dengang var vi vist alle samme mere unge og naive vil jeg tro. – Om vendt, ja og nu må du ikke misforstå mig – og det har intet på sig mere, men jeg kan huske dengang at jeg legede med tanken, hvis det var dig jeg havde faldet for hvordan mit liv havde set ud i dag ” grinede han og som han sad der nu kunne han ikke drømme om at være sammen med Shane – han var lykkelig for deres venskab med hinanden og endnu mere at de nu var i familie med hinanden.

Shane smilede stille et trist lille smil. "Tro mig Anstor....jeg havde selv bare lyst til, at se ham blive ramt af de værste ting. At se ham blive gammel alene og ensom. At se ham lide som jeg led. Men jeg ved et sted også godt, at han ikke er som i sine teenage år. Han er trods alt blevet ældre og mere voksen. Men selv en voksen kan dumme sig." Han sukkede stille. Han havde selv dummet sig både som ung og som voksen. Det lå til mennesker at være sådan. Ingen kunne være perfekt.
Han smilede lidt varmere nu hvor Anstor lod til at lyse lidt op og takkede ham. Endnu en gang. Han gav ham et kram og smilede stadig. "Slet ingen årsag. Du må komme på besøg og bo her så tit og længe du vil." sagde han bestemt og mente det. Hvert et ord!

At være ung og naiv var noget de havde været. Nogen mere end andre. Shane var sådan set stadig naiv til visse ting. Følte han selv. Han havde da været naiv nok til at tro, at han en dag måske kunne få Alex for sig selv. Eller at i det mindste der blev noget mere mellem dem. Men det var lagt tydeligt frem som, at det ikke blev til mere end det var nu. Det var sådan set bare et faktum han så måtte lære, at leve med jo. Komme sig over sit tab for alvor og bare prøve at komme videre i livet. Han forblev jo ikke ung til evig tid. "Tja..vi var og er stadig tvillinger... Men både dengang og nu var vi meget forskellige...Det var nok meget godt.. Men stadig havde vi mange ting til fælles også.." Han kløede sig lidt i nakken. Sukkede stille ved minderne om dengang de var små og unge.
Han blev dog lidt overrasket over Anstor's kendsgerning med, at han havde prøvet at forestille sig sit liv med Shane istedet for Joshua. Hvad pokker? Det var ikke noget han havde troet Anstor sådan gik og havde tænkt om. Hvornår pokker havde de tanker stået på? Det var tydeligt de ikke var der mere og Shane elskede skam Anstor. Som en kær ven, ja nærmest som en bror. Han havde aldrig tænkt over om han nogensinde havde følt andet for manden eller tænkt over den slags i det hele taget. Han sagde dog intet, men så bare overrasket på ham.



//SORRY!!! Har haft vildt meget at se til og slet ikke rigtig haft min krea!! SO SORRY!!!! Er virkelig ked af du måtte vente så længe!!! .___. //

” Hmm Det er rart at vide et mine tanker i såfald ikke er ualmindelige – og at du også tænkte som jeg i sin tid. ” sagde han og så lidt trist ned i gulvet og derefter ud af vinduet. ” Hmm ja jeg håber han er blevet voksen efter denne oplevelse… men der er jo ingen tvivl om at min tillid har lidt et alvorligt knæk. ” sagde han og så atter tilbage til Shane. ” Det er jeg glad for du siger – du er jo også altid velkommen ved os – og jeg håber ikke du er for beskeden til at tænke sådan - men vi vil altid være glade for om du ville komme og tilbringe lidt tid med os når du ikke lige passer din mode-verdens” smilede han og kom til at le lidt igen. Anstor mente bestemt også hvert et ord han sagde til Shane. ” Ja det vil jeg gerne tro – og som du selv siger så er det da rigtigt, at der ligheder og forskelle mellem jer – men jeg ved ikke Joshua taler nu aldrig sådan rigtigt om jeres barndom … jeg tror han er meget såret over tabet af jeres lillebror…. Ham taler han heller ikke om… og jeg kan jo i og for sig også være aldeles ligeglad men jeg vil jo bare ikke have at han skal gå og være ked af det inden i. ” sagde han og håbede måske Shane kunne give ham et svar.

Anstor kunne se at Shane blev lidt overrasket over hans udmelding og kunne kun smile derved . Anstor sagde umiddelbart ikke mere hellere selv.

"jaah...vi taler aldrig rigtig om vores lillebror til andre..Vi talte mest om det med hinanden da vi var yngre..trøstede hinanden nu hvor vores forældre ikke altid var der..Vi havde så mange ting som vi havde sammen..som vi hjalp hinanden med.." Han sukkede stille og rystede lidt på hovedet. Det var så mange år siden. Han ville dog næppe glemme det. Det var en del af hans liv.
Han så på Anstor lige så forsigtigt. "At vi er så forskellige er jo kun en god nok ting. Jeg ville i alle fald mene det er godt vi ikke er ens på alle punkter. Det er bedst hvis alle er deres eget jeg." han smilede stille og gav Anstor's hånd et klem. "og jeg vil skam komme så tit jeg kan og må." Han ville nok komme derhen så snart det blev muligt. Når altså Anstor var taget hjem igen og ægteparret lidt havde fået snakket ud om tingene. Det var noget de nok selv skulle klare. Det ville være med til, at kunne samle deres bånd lidt igen efter dette her. Og ja Shane forstod skam godt det med, at Anstor's tillid havde fået et knæk. Det var helt almindeligt. Han måtte dog sige.."Du klarer dog dette her meget bedre end jeg gjorde i min tid. Men så igen..Dengang var det et forhold som Joshua skjulte. Og havde skjult i lang tid..Ved dig var det kun et kys han gav forkert ud..og han fortalte dig det selv..." Han så på ham. "Som jeg allerede har sagt...Det betyder altså meget at han selv fortæller det.." Han strøg ham let over håret.

” Hmm nej det kan jeg godt forstå og jeg vil heller ikke gnide i såret… og jeg håber ikke jeg er dum når nu jeg spørger om du vil fortælle mig om ham… og måske omkring hvordan ulykken skete ” sagde han og så på Shane med ikke alt for bedende øjne. Han havde talt med Joshua om det før – men han havde aldrig rigtigt villet ind på emnet, så nu havde Anstor opgivet at få noget ud af ham. ” Du må undskylde hvis jeg spørger ind til noget sensibelt – og du behøver naturligvis ikke fortælle noget hvis du ikke vil.” sagde han og så på Shane igen med sine milde øjne. ” Ja det er rigtigt – helt enig. Men jeg havde nu altid gerne villet have haft nogle søskende jeg kunne havde delt min barndom med - men sådan skulle det ikke være ” Sagde han og så lidt trist ned i gulvet. ” Det vil jeg glæde mig meget til – tror når jeg vil komme hjem så vil jeg give dit gæsteværelse en lille overhaling ” smilede han og ville gøre det bedte han kunne for at Shane ville komme og besøge dem noget oftere. ” Jo jeg kan godt se det – men den måde han var overfor dig dengang…. Det var ikke fair overfor dig og det var ikke fair overfor Davien…. Nåede du nogensinde at møde Davien ?!” Spurgte han lettere forsigtigt ” Det er sødt af dig at trøste mig sådan ” fortsatte Anstor ” Og jo jeg er da også glad for han ikke holdt det hemmeligt – men årh… det skulle jo bare aldrig været sket ” sagde han og fik lidt våde øjne igen.

Han så lidt frem for sig. "Det er så mange år siden.." sukkede han stille. "og jeg var ikke selv ret gammel.. Men jeg kan bare huske, at det ramte hele familien hårdt..Han var en livlig lille dreng..Mindede vel meget om os i den alder." Han trak lidt på skuldrene. Det var ikke noget han talte om og faktisk så ville han helst kun mindes sin lillebror fra de gode tider.
Han smilede lidt over, at han åbenbart havde fået sit eget gæsteværelse hos dem. Det var en sød tanke. Han havde jo sådan set også valgt det værelse Anstor boede i som hans når han var her, men hans hjem var jo også vildt stort. "Nej jeg mødte ham aldrig. Heldigvis.." han havde sådan set ikke tænkt sig, at ville skulle mødes med den person. Aldrig nogensinde.

” Hmm det er der ikke noget at sige til… Hvor gamle var I da det skete da og hvordan skete det – kan du huske de ” spurgte han måske en anelse for nysgerrigt. Anstor tog hans hænder og gav dem et lille klem som en slag opmuntring. Det var nok ikke det mest muntre emne at tale om, men Anstor ville rigtig gerne vide det. ” Når nej…. Undskyld det tænkte jeg ikke på … ” sagde han og så ud af vinduet. Flot Anstor tænkte han ved sig selv. ” Har du nogensinde konfronteret Joshua med hvordan du havde det med Davien … ” spurgte han og følte sig lidt som en udspørger. ” Har du noget du vil vide spørger du naturligvis også ” .

Han tænkte sig lidt om. Han kunne ikke huske helt hvad der skete. Han havde jo trods alt været meget lille og de havde ikke fået alle detaljer. De havde blot fået den dårlige nyhed og så klaret det som en familie så godt de kunne. Han ville gerne kunne fortælle Anstor om det, men det var bare for hårdt og svært et sted. Han havde ikke brug for, at rykke flere minder op og gøre sit liv til et helvede igen. Ikke nu hvor han dog havde det nogenlunde balanceret i sin hverdag. Der var endelig ved, at komme lidt positive ting frem i hans liv og han ville helst gerne beholde dem hos sig. Han ville ikke skubbe folk fra sig igen eller få det skidt med sig selv.
At emnet blev skiftet over gjorde ham et sted ikke så meget, men emnet var ikke meget bedre. "Jeg sagde vist mine meninger om ham i den tid." Han kløede sig i nakken og sukkede lidt. "Og så mistede jeg kontakten med ham i årevis." han trak på skuldrene lige så stille. Tiden var så gået senere hen.

Anstor kunne godt se det var en håbløs opgave at få mere ud af Shane, og han ville ikke presse ham yderligere, så han lod det blive det. Det var heller ikke i bund og grund noget, som var særlig venligt endsige høfligt at tale om, så det var nok godt, at samtalen døde lidt ud her. Det blev heller ikke meget bedre med Davien, så det gjorde ham nok ikke så meget. ” Hmm ja man skal jo altid sige sin mening vil jeg mene, og så selv om omkostningerne ved det kan være store… ja det lyder nemt for mig her at sige, men Joshua havde sandelig også fortjent at høre sandheden. Jeg siger jo også bare lige ud til ham hvis der er noget han skal vide !” smilede han og forsøgte at støtte Shane på sin egen lille facon. ” Ved ud hvad – skal vi du ikke tage ud og spise sammen, jo kom…. Nu går vi oven på og tager noget fashionable tøj på ” smilede han og trak allerede afsted med Shane.

At der ikke blev snaget mere i det emne gjorde ham nu glad nok. Han ville helst ikke tale for meget eller for længe om den slags. Han så på Anstor og smilede skævt over at Anstor ikke bare lod Joshua helt gøre hvad det passede ham. Det var meget godt med lidt modspil var han sikker på. Noget han nok selv havde været for dårlig til at give nok af. Eller andet i samme stil måske. Han vidste det ikke. Han så dog lidt forvirret ud som det var Anstor hev ham op og med sig. Han grinede lidt og rystede stille på sit hoved. Han havde lidt på fornemmelsen, at det ikke nyttede noget at sige nej. Det virkede ikke til Anstor ville lytte. Men han kunne måske godt trænge til, at komme lidt ud af huset og væk fra de trygge vægge. Ud og prøve lidt af bylivet igen. Han havde alt for sjældent fri og energi til det på egen hånd jo. Han lod sig derfor trække med op ovenpå. "Og hvor om jeg må spørge vil du så ud og spise?" grinede han lidt mens de gik op af trappen. Eller Anstor gik og Shane blev sådan lidt 'tvunget' med.

//Sorry ventetiden..har bar ikke haft særlig meget tid eller krea.. og så har jeg ikke haft energi og overskud i de sidste uger efter jeg begyndte i skolepraktik og skal op kl 5 hver dag og er hjemme ca kl 16 xD//

Anstor mente det var på tide at komme ud af huset – og få nogle nye oplevelser sammen, selvom det nu også kunne være hyggeligt, bare at være de to sammen med hundene og så bare hygge sig. ” Jaaa nu er det jo ikke min by vi er i, så de gode spise steder må du jo kende. Men det må gerne være et sted hvor der komme andrelækre fyrer ” smilede han og hev Shane med ind på hans værelse. ” Hmm nu skal vi have dig ud og morer dig lidt, og så må vi se hvad dersker ” grinede han og begyndte straks at finde tøj i garderobeskabet. ” Hmmm hvad skal vi tage på… stilfuldt med alligevel afslappet. ” sagde han dels henvendt til sig selv og dels til Shane ” Når du går ud, hvad tager du så på ?” spurgte han og gik hen og åbende for sit smykke skrin. Det var også vigtigt med de rigtige smykker ti at fuldende looket. ” Det kan være vi finder en date til dig, så nu må vi jo lige gøre os umage. ” sagde han og så over på Shane med sin mørke øjne.