Smid emnet her - Anstor

”Jeg er nu glad for vi har kunne ordnet det meste i god ro og orden – selvom der nogle gange har været nogle små unger der drev mig til vanvid med modellervoks ud over det hele og farvetudser i sofaerne, men vi har klaret det meget godt må jeg alligevel indrømme ” smilede han og så kærligt på sine tre børn som de sad der og spiste fornøjet. ” Arrrg det er jo tradition at alle må kysse brudeparret ved et bryllup, så ikke noget med at stikke dem en med din overarm hvis der kommer en og kysser mig….selvom jeg ved det piner dig basse ” grinede han og hans døtre grinede med ham. Det syntes alle sammen det var morsomt at der stadig var lidt teenager i deres far/mand. ” Du mister mig da ikke – hvad er det for noget sludder ” sagde han henkastet og forstod ærligt talt ikke at han gik og tumlede med den slags tanker. ” Jamen det bliver aldrig det samme….aldrig mere læse godnat historie og lave mad sammen og lave lektier og tale om kærester….det er snart lsut ” udbrød han og kunne ikke klare den dag han måtte tage afsked med det han hold aller mest af sammen med Joshua. ” Ja det lyder dejligt kun os to – det er jo ikke det. ” sagde han og kyssede ham på hånden og lod ham nusse sin kind. ” Det var ikke længe så er det vist bare med at komme i gang med at sende invitationerne ud” smilede han og kiggede over på sine piger ” I vil godt hjælpe mig med invitationerne ikke?” sagde han og de nikkede begge. ” Far hvorfor spurgte du ikke Anstor noget før?” kom det lige pludselig fra Noah.

Han nikkede ganske enigt og grinede over kommentaren til det med børnene. "selvom de nu ikkehar været så slemme at det gør noget. Det kunne være værre" sagde han med et bestemt nik da han faktisk havde hørt om folk der havde værre børn. Deres var ikke anderledes end alle andre på det punkt hvilket var ganske smukt når man tænkte på hvor mange gange de havde måtte flytte, været viden til at far og "mor" gik fra hinanden og onkel og onkel fandt sammen. Så de havde klaret det ganske godt uden det helt store brok. De havde mere altid været kloge nok til at sætte sig ned og spørge hvad der skete end så meget andet. "det er også den eneste dag nogen må kysse dig som ik er mig, men tanken om dine eks'er skulle gøre det.. Ville nu alligevel gøre sit" sagde han ganske roligt uden at sige hvor meget han ville hade tanken for det vidste han at Anstor vidste. Det var slet ikke nødvendigt. Joshua synes nu ikke at jalousi var hverken sjovt eller særlig teenage agtigt. Den var trods alt langt mindre med Anstor og kun på det der niveau "Fordi vil jeg altid være. Ikke fordi du går fra mig, men fordi jeg elsker dig så dybt. Tit og ofte er det bare godt begravet, men det er der. Det kaldes kærlighed skat og lidt bange skal man altid være for at gøre det hele hundred procent i stedet for at tage noget forgivet" sagde han ganske roligt og sendte Anstor et kærligt smil. Så længe det var mere ubevist så var der intet galt i det. "Så skal vi til det med vores børnebørn skat. Er det ikke skønt at tænke på?" spurgte han med et smil og nussede ham ganske blidt på kinden. Han kunne dog godt forstå hans sorg, men han så det på en positiv måde selvom han var ligeså trist som Anstor over det. Joshua smilede ved kysset på kinden. Joshua nikkede enigt til det med invitationerne. "Fordi jeg er en gammel tossede mand over 30 der gerne vil gøre tingene rigtigt. Jeg har brugt år på at planligge det for at gøre Anstor mest muligt glad og overrasket. Selvom jeg burde have gjort det for år tilbage" sagde han stille og bed sig ganske let i læben

//det plejer at hjælpe at trykke svar -.-!

" Nej nej sådan var det nu hellet ikke ment, de har været dejlige, men de har også været umulige somme tider som vi selv har været da vi var børn og alle andre børn også er det. Det kommer selv ikke vi uden om. Men jege r nu pavestolt når jeg ser på jer tre " det var ikke noget som blev sagt sådan som en hver forældre ville rose sit barn, med Anstro var der en anelse mere føling bag ordene og det kunne alle rundt om bordet vist også godt fornemme. "Men I lover at komme og besøge os tit....men ej hvad er det for noget vi taler om, vi skal giftes og så tager vi det andet på et andet tidspunkt " smilede han og rystede på hovedet med et smil " Er der nogen af jer der har vist noget om det?" spurgte han nysgerrigt sine børn og kunne måske godt forestille sig at Joshua havde indviet dem. "Hvorfor så jaloux, der ligger jo ikke noget i de kys og det ved du også godt skat. Du bliver sikkert også kysset! Tænkt hvis jeg skulle gå at være bekymret og jaloux på dig skat Tag ikke som nogen kritik, men mere som min udlægning. Se selv for leden da da vi var ude og købe inde, du fordrejede jo nærmest hovedet på den stakkels pige der sad i kassen og i går da vi luftede hundene der var da også lige en flok unge fyrer der tjekkede dig ud - tror du ikke jeg ved det " smilede han og kyssede sin elskede mand på munden. "Det er også smukt og meget rørende, men jeg skal jo dø en dag, og det ved vi alle, så du må ikke være så bange på mine vegne sød...vel " han lagde en hånd på hans kind og lagde hovedet lidt på skrå og kiggede venligt på ham.
" Ja hvis vi får nogle børnebørn - det ved man jo ikke " smilede han men blev afbrudt af Noah " Bare rolig det skal I nok få, det skal jeg nok sørge for " drillede han , men Anstor tog den alligevel op " Så DU! - Der er ingen der siger jeg ønsker mig børnebørn i bryllupsgave " grinede han og blinkede til sin søn.

"JEg er stadig sikker på jeg har været værre end dem alle til sammen" sagde han med et grin og vidste at børnene havde hørt historien om far Joshua før. Han havde virkelig været noget af en rod, men det havde nu også været med til at gøre ham til den som han var. Joshua var nu også pavestolt af alle sine børn og han fortrød ikke en dag at han havde fået dem i en ung alder. Det gjorde bare at han havde været ung med sine børn langt hen af vejen. Joshua mente også sine ord. Han sagde det bare tit på en lidt anden måde. "Ja du har skat. Det var slet ikke det med sorgerne på forskud du skulle" sagde han med et grin der var ganske hjerteligt. Han vidste dog godt det var hans egen skyld. Alle børene rystede på hovedet af det var en ligeså stor overraskelse som det var for Anstor. Joshua havde virkelig gemt det godt. Ja selv overfor Noah som han ellers bondede godt med. "Lige den dag vil jeg heller ikke være det og faktisk kiggede jeg mere på hendes tøj end på hende. Jeg hader virkelig jeg er så jaloux og jeg ved jo godt der ikke sker noget" sagde han stille og kunne virkelig ikke li emnet for han var jo ikke spor stolt af det. "Og ham fyren på bænken længere henne var ved at falde ned af sin bænk for at tjekke din bagdel" sagde han med et mindre grin da han synes det var sjovt et sted at fyren havde været ved at falde ned. Det havde været ret så tydeligt. Nu var Anstors bagdel så også stadig lille og stram så Joshua forstod det godt. Desuden var det jo ikke alle. Det var kun med Macey.. Fordi han ikke stolede på Macey og hans charme. Joshua havde trods alt mødt Macey og vidste han kunne være charmende. Han gengældte hans kys blidt og strøg ham over halsen. "Skat hvad døden angår er jeg ikke bange. Et sted håber jeg bare at vi dør på samme tid eller jeg ryger sidst.. For vil ik forvolde dig en smerte" hviskede han blidt så kun Anstor kunne høre det. Joshua ville gøre alt for at beskytte Anstor. Det var sikkert og vist. Han ville dog også love ham at hvis han selv lå for døden ville han ikke rive Anstor med ned. Selvom han et sted var sikker på Anstor var en af den slags der faktisk kunne dø af sorgen til sin skat fordi han ville savne Joshua så meget. "såååå heldig tror jeg heller ik vi er" sagde Joshua med et grin og kunne godt forstå Anstors tanke og det var jo tydeligt det var ment sjovt