A cabin in Norway

” Ja det siger du – men jeg gider ikke tale mere om det lige nu” sagde han og kiggede bort. Det var får pinefuldt lige nu og han havde det svært med overhoved at være i rum med ham. Mørket var faldet på uden for – og Anstor kunne mærke han var træt. Træt af alle de ting der sværmede i hans hoved. Anstor tænkte på hvor han havde været den aften hvor det var sket – og hvorfor havde Joshua ikke sagt det da han kom hjem til ham. Måske var det for at skåne børnene. ” Nej men det må du så finde dig i – At du har kysset med en anden … det er så … så … ” han sagde ikke mere. Han vidste han ville komme til at sige nogle dumme ting, hvis han lod sin vrede løbe af med sig – og det fortjente Joshua nu alligevel ikke. ” Det er sødt af dig … men forvent dig ikke noget – jeg er stadig meget skuffet over dig og det vil tage tid for mig at komme til hægterne igen. ” hviskede han og så ned i gulvet. Det var ikke nogen dans på roser at være sammen med Joshua lige nu. ” Du er en stor tumpe er det og mere end det ”kommenterede han og så ikke op på ham. ” Hmm jo det gør vel jeg bliver øm, men hvis jeg kender dig ret lægger du mig nok ind i sengen når jeg er faldet i søvn ” sagde han og lukkede øjnene og lagde hovedet på hans skulde. Snart efter faldt han i søvn. Den næste morgen vågnede Anstor først. Han så sig omkring og kom straks i tanke om det hele. Han stod op og tog sit løbetøj på. Han lukkede sig forsigtig ud og vækkede ikke Anstor han. Han løb en rask tur. Han gjorde det mest af alt for at få renset ud i sindet og gjort rent bord. Den ujævne skovbund var han ikke vant til, så han kom til at vride sin fod og måtte sætte sig. Han tog sin løbesko af og mærkede om den var brækket. I selv samme nu kom tjeneren fra caféen fra dagen før cyklende. ” Hey – hvad har du lavet ” smilede han og stod af cykle. ” Jeg løb i skoven, men terrænet er ujævnt så jeg forvred min fod desværre ” sagde han og så op på den unge tjener.

"Fordi det passer skat" sagde han stille og nikkede til Anstor ikke ville snakke mere om det. Han havde haft det af røv til. Joshua var virkelig dårlig til at snakke om sådan nogle ting. Især fordi han elskede Anstor så inderligt som han gjorde. Selvom det havde været bedre at sige det med det samme så var der dog ikke gå lang tid inden han havde sagt det fra det var sket.
"Kan jeg ikke skat. Jeg kan ikke fatte jeg har været dig utro" sagde han stille og slog sit blik ned. Joshua ville så ikke have noget mod hvis Anstor gav los for hvad han følte og lukkede det hele ud. Det var hans egen skyld og han fortjente hvert et ord.
"Jeg forventer intet. Jeg ved godt jeg har såret dig dybt" sagde han stille og bed sig ganske let i læben.
Joshua nikkede let til han var en stor tumpe. Det var vist endda også en underdrivelse. Især hvis man spurgte Joshua. Han var så meget mere end bare det.
"Selvfølgelig gør jeg det" sagde han med et varmt smil over sine læber. Han lod Anstor falde i søvn og løftede ham da også ind på sengen. Han gav ham et blidt kys på panden inden han selv fandt en stol han kunne sove i inde på værelset i stedet for da han ville våge over Anstor for at sikre sig han ikke vågnede op med mareridts.
Joshua vågnede dog op ikke længe efter Anstor fordi han kunne mærke der manglede noget i rummet. Han havde trods alt vanet sig til tanken om Anstor i lokalet i så mange år at det bare lå i ham. Derfor nåede han da også ud i stuen idet Anstor trådte ud af døren. Han skyndte sig derfor tilbage for at tage tøj på og var ligeglad med sin sygdom og løb afsted for at finde Anstor. Anstor havde trods alt ikke det vilde forspring og Joshua var en dygtig løber. Han kom derfor hurtigt op og fandt Anstor i skoven og snakkede med en fremmede. Et sat gik igennem ham af vrede, men han havde stadig en del vej op til dem og satte farten ned for at se hvad der skete. Han skulle trods alt heller ikke følge for meget efter Anstor da han skulle have lov til at få det bedre.

” Hmm ja det gør det jo nok ” svarede han men tog ikke længere notis af samtalen. Det var han efterhånden for træt til. Anstor kunne udmærket føle på ham, at han var trist til mode og det var der vel ikke noget at sige til. Det var også hårdt på Anstor, men det rokkede ikke det store ved deres forhold. Det vidste han allerede fra starten. ” Hmm nu skal du heller ikke male fanden på væg. Et kys vil jeg ikke kalde utroskab. Selvom det er slemt nok i sig selv. Utroskab ville i mine øjne havde været, hvis du havde taget det et skridt videre. – Og havde du gjort det, havde du ikke set mig mere i lang tid ! ” sagde han og kiggede på ham. Så var han rejst hjem og fortalt børnene det og så har rejst til sit hus i USA og ville ikke se Joshua for sine øjne. Det ville virkelig have været svært at tilgive, selv for en så godmodig person som Anstor. ” Hmmm nej jeg ved heller ikke lige hvad jeg forventer i øjeblikket. ” Tak – det er sødt af dig.” smilede han lidt køligt til og knyttede deres hænder en smule tættere sammen. Anstor vågnede og fandt Joshua siddende i en stol. Awww den lille stakkel, har han mon siddet der hele natten, tænkte han ved sig selv og ville gå hen og kysse ham, men stoppe sig selv inden.
”Hmm det var da en skam ” sagde han og kiggede ned på Anstor ” Skal jeg kiggede på foden ” spurgte den unge tjener, der hed Jimmy. Asntor så en smule mistroisk på ham, men smilede forsigtigt lidt efter ” Hmm jamen har du forstand på den slags da ” spurgte han og så allerede at Jimmy stillede cyklen på dens støtteben, så det var allerede et tegn på at han ville Anstor. ” Har jeg en far der læge, så ved lidt om de dele” smilede han og bøjede sig ned og studerede fod og tog den i sine hænder. ” Kan du se om den er forstuvet ”spurgte Anstor og det gjorde ondt når han rykkede i foden. ” Sikke en køn lille fod du har, bor du her i nærheden ” spurgte Jimmy forsat ” Jamen tak, det var da venligt sagt – jeg bor i en hytte ikke langt herfra ” smilede han og var glad for at han havde mødt en de kunne hjælpe ham. Hvad han ikke vidste var at Joshua var fulgt efter ham.

Joshua mente selv han havde været utro, men det gjorde også bare at det sætte en større stopper for han nogensinde ville gøre det igen. Han var dog godt klar over at han ville miste Anstor helt hvis han var gået videre, men det havde alligevel været nok til han var begyndt at græde og kalde på Anstor i en time for nogen så kys som utroskab og han kendte ikke Anstors grænser. Desuden ville han ikke miste ham på noget punkt. Slet ikke for noget så fjollet som det her og slet ikke pga. Kenji. Nok var Kenji hans bedste ven og især nu hvor han mere eller mindre havde mistet kontakten til William, men han var bestemt ikke værd at miste Anstor for. Joshua havde faktisk sovet ganske udemærket i stolen velvidende at han havde kunne høre Anstor hvis han ville begynde at græde igen og han sådan ville være tættere på end hvis Anstor lå i stuen mens han selv ville ligge i sengen. Han havde kort overvejet at sove på gulvet ved siden af ham, men så ville han ikke kunne passe ligeså godt på ham følte han selv.
Joshua kunne ikke helt høre hvad der blev sagt, men han kunne se fyren komme over mod hans Anstor og han kunne se at der var sket Anstor noget. Han kom dog tæt nok på til at han kunne høre at fyren kaldte Anstors fod sød og sad og ville hjælpe.
Joshuas jalousi tog dog pænt meget over som den plejede når det kom til sådan noget og begyndte at prikke rundt i hans indre.
"Skat hvad er der sket?" spurgte Joshua roligt mens han gik og klemte sin hånd for ikke at komme til at lappe den unge fyr en på skallen mens den smule negl han havde borede sig ind i hans knyttet hånd.
"Kender du ham?" spurgte han henvendt til Anstor og nikkede mod fyren og ville tydeligt ikke høre fyren sige noget til ham. Det lå tydeligt i hans tonefald der var ganske bestemt og på kanten til at blive en anelse vred.

Ansotr betragtede det nu ikke som utro, især fordi han ikke havde lagt noget i det – men grænser var individuelle, og hvis det var Anstor der havde kysset med en fremmed fyr i fuldskab, så vidste han ikke helt hvordan Joshua ville have reageret foruden at smadre vedkommende synder og sammen. Det var en urolig søvn han have haft den nat, men det var godt nok at Joshua ikke havde lagt sig ind til ham – men det var mærkeligt ikke at vågne op i de store stærke arme som han plejede. Anstor så lidt på ham som han sov, der i stolen men listede derefter ligeså hurtigt uden for og løb som sagt. ” Hmmm jeg er bange for du nok har fået en lettere forstuvning. – Skal jeg følge dig hjem, du kan sidde på min cykel ” smilede han og rakte hånden ud på Anstor ” Hmmm… nej jeg havde tænkt på at ringe efter en taxa, det kan vel ikke være så svært ” sagde han som svar. ” Ej vi er ude på landet, det tager lang tid at få en taxe herude, så jeg synes jeg bør følge dig hjem” sagde han venligt. Asntor var ikke helt tryg ved situationen og var slet ikke klar over hvor meget Jimmy ville. Men så kom Joshua og blev ligbleg. Han kendte alt for godt Joshua jalousi. Anstor forsøgt at rejse sig og holde Joshua tilbage ” Hey! Der sker ikke noget. Tag det helt roligt. Jeg løb i skoven, men så forvred jeg min fod. Og så kom Jimmy her – ja han er tjener på en restaurant hvor jeg tog hen i går efter det der du ved ” sagde han og ville ikke lige involvere Jimmy i deres interne affære. ” Så ja jeg kender ham godt, han har været så venlig at se på min fod”. Men nu trådte Jimmy ind ” Kender du ham der ?!” spurgte han og kiggede undrende på Joshua, der bare kom brasende. Jimmy kunne jo ikke vide at Joshua var Anstors mand, dels fordi han ikke havde fortalt ham det og dels fordi han ikke havde sin vielsesring på. ” Joshua, tag det helt roligt, der er intet sket her – vel ” sagde Anstor og vidste at han allerede nu måtte forsøge at berolige ham, for at det ikke skulle udvikle sig. ” Du er sikker på jeg ikke skal følge dig hjem, ham der virker ikke sikker ” sagde Jimmy og Anstor var allerede utryk ved situationen.

Hvis Anstor havde kysset en uden at ligge noget i det ville Joshua bare smadrede fyren synder og sammen. Så ville han havde det langt bedre, men Joshua blev også let voldelig når han blev jaloux og det var kun fordi han var så beskyttende som han var. Joshua havde med vilje ikke lagt sig indtil Anstor for ikke at overskride hans grænser. Han var sikker på han ville hade ham for at sove ved siden af sin mand.
Joshua lagde godt mærke til at Anstor forsøgte at rejse sig op og små løb det sidste stykke hen for at støtte ham så han ikke faldt ned og glemte alt om sin knyttet hånd lige nu og sin vrede for den sags skyld.
Joshua hævede let øjenbrynet til Anstors forklaring og kunne atter mærke sin vrede og jalousi prikke rundt i ham over Anstor havde snakket med folk og endda en fyr. Nok til at få navnet i hvert fald. Nok var han sikker på Anstor ikke gjorde samme dumme ting som ham selv, men han brød sig ikke om måden fyren så på Anstor på og fik et kort flashback til den læge som Anstor havde haft til at passe sig.
"Undskyld, men hvem fuck ringede dig op? Jeg synes jeg kaldte ham for skat. Selvfølgelig kender han mig din snothæs. Det er min mand" sagde han vredt da han ikke brød sig om en fremmede sådan blandede sig når han snakkede til Anstor. Det var ligesom han havde lært sine børn altid at vente med at snakke hvis andre var igang med at snakke. Det var virkelig ikke spor høfligt.
Joshua fik ved et uheld overhørt Anstor og vendte blikket mod Jimmy igen. "Igen. Hvem fuck ringede dig op hr. no it all? Skrid nu hjem med dig og lad mig tage mig af min mand selv tak" sagde Joshua bestemt og lagde først mærke til nu at Anstor ikke havde sin ring på og lukkede sine øjne i ganske kort. Joshua tabte næsten Anstor på den bekostning.

Anstor havde aldrig for en gang skyld i deres samliv tænkt på at kysse på andre end lige netop Joshua – det var ham helt fuldstændig utænkeligt. Det var lidt ensomt at vågne op alene i sengen, men på den anden side, var Anstors vrede første ved at afttage nu, så det var nok godt de var lidt adskilt fra hinanden – det var blandt andet også grunden til at han ville tage en morgenløbetur. Joshua var hurtigt henne ved ham, da Anstor forsøgte at rejse sig og han smilede bare venligt til Joshua men sagde ikke tak. Jimmy stod og betragte de hele og hold sin anden hånd på cykelstyret. Anstor brød sig ikke om Joshua jalousi lige i øjeblikket - Jimmy havde jo blot været venlig mod ham og ikke andet. ” Hold nu op Joshua!!! Jimmy ville bare hjælpe mig intet andet – han var en da så venlig at følge mig hjem til os, så jeg ikke skulle humpe hele vejen. ” Ingen ringede mig op – men du har bare at behandle mig med respekt, jeg forsøger bare at hjælpe Anstor – og hvis han er din mand, så synes jeg du skal passe bedre på ham. Anstor var helt sønderknust da han var på restauranten i går, så du er ikke lige i position til at sige den slag” svarede han vredt Joshua igen. ” Drenge drenge hold så op ! ” sagde Anstor bedende og ville gerne bare have fred. ” Jeg går kun hvis Anstor beder mig om det – for du er da helt ude af, hvis du tror du kan stå der og svine mig til” sagde han. ” Jimmy det er okay – han er min mand og vi kan godt klare den herfra, men ellers tak for din hjælp, det var venligt af dig ” smilede han og vendte sig mod Joshua. ” Skat – det her går ikke. Vi må hjem og tale sammen og alt der her jalousi. ” sagde han og tog fat i Joshuas arm. Lidt efter mærkede han at Joshua gav lidt slip på ham ” Er der noget ” spurgte han stille.

Joshua var godt klar over at Anstor ikke ville kysse med andre, men hvis det skete ville Joshua slå fyren ned. Joshua var bare glad for at han fik lov til at holde Anstor. Så gjorde det ham ikke noget at Anstor sagde tak for det. Joshua vidste godt hans jalousi var grim og især nu hvor han faktisk selv havde dummet sig, men ikke desto mindre var den der stadig.
"Jeg havde været venlig hvis han gad butte sin røv udenom når jeg snakker til min mand og det ved du også godt Anstor" sagde han med et suk og rystede ganske let på hovedet da det var sandt. Han ville trods alt havde opført sig bedre hvis Jimmy ikke havde sagt noget.
Jimmys ord trængte ind til ham og fik virkelig det hele til at falde på gulvet for ham. Han vidste jo godt han skulle være bedre overfor Anstor, men han brød sig ikke om at en fremmede sagde noget til den slags. "Jeg ringede dig stadig ikke fucking op. Jeg snakkede til min mand og du kunne bare holde din kæft til jeg snakkede til dig" sagde Joshua vredt og så på Anstor da han snakkede til dem.
Joshua fik gjort taget i Anstor bedre og rystede ganske let på hovedet. "Nej skat der er intet" sagde han stille og vendte ryggen til så Anstor kunne kravle op så Joshua bedre kunne gå afsted med ham. Joshua var trods alt lidt over 2 meter høj og stærk så Anstor ville sagtens kunne være på hans ryg.

” Jo det ved jeg skatter – men du må prøve at beherske dig – Jimmy kom her med de bedste intentioner. Der var intet i det! ” sagde han og så hende på Joshua med sine milde øjne. Anstor mærkede den betryggende følelse det var at være i Anstors favn. Det var en følelse han havde savnet. ” Selvfølgelig var du det – du må bare forstå at Jimmy ikke ville mere end blot hjælpe mig – vel Jimmyn” sagde han og kiggede op mod den unge mand. ” Jo det ville jeg vel, men jeg finder mig ikke i at ham gutten der kommer og skal behandle mig sådan ” sagde Jimmy. Anstor bad til at han ikke ville blive mere vred end ellers. Anstor kiggede ned og så hans manglende vielsesring. Det var nok det som Joshua havde set. Han så at Anstor vendte ryggen til ham, sådan at han kunne komme op. ” Hey Jimmy og tak for hjælpen, vi ses måske en anden dag ” smilede Anstor og lagde sig til rette på Joshua store stærke ryg. Det var rart at mærke ham og dufte ham. ” Skat….. Jeg elsker dig ” hviskede han, de begyndte at trave derhjemad.

Joshua bed sig ganske let i læben. "Han kunne bare holde sin kæft når jeg slet ikke snakkede til ham. Så havde jeg slet ikke reageret sådan her og det ved vi begge to godt" sagde han en anelse bestemt da Jimmy virkelig bare kunne have holdt sin kæft når Joshua ikke havde snakket til ham så meget som to minutter.
Joshua rystede let på hovedet til det næste Anstor sagde. Man kunne ikke vide om folk havde bagtanker og de ville da slet ikke sige det når ens mand stod der. Han ville ikke grue over hvad der ville have været sket hvis han bare var kommet nogle minutter senere selvom han godt vidste at han altid ville kunne stole på hvor han havde Anstor henne.
"Jeg er ikke ham gutten. Er du døv? Jeg er hans mand" sagde han en anelse mindre bestemt og vred, men han var stadig godt irriteret på den unge mand.
Joshua sagde intet til Anstors ord til Jimmy, men sendte ham bare et par vrede øjne og lod Anstor kravle på hans ryg. Han hoppede en enkelt gang for at være sikker på Anstor var helt oppe og begyndte så at gå.
Hans vrede forsvandt dog som dug fra solen da Anstor sagde det første efter de var gået. "Jeg elsker også dig skat. Undskyld jeg ikke kan passe bedre på dig så du løber ud og vrider rundt på din fod" sagde han stille og bed sig hårdt i læben. Lige nu ville Anstor ikke kunne komme udenom at Joshua ville give sig selv skylden for det

” Jo det ved jeg godt – men det ved Jimmy jo ikke. Joshua nu ikke være sådan her. Jeg bliver altid så bange for der skal ske noget” sagde han og blev helt trist til mode. Han vidste jo godt at Joshua jalousi bundede en stor kærlighed til Anstor – og det havde han jo også i baghovedet. ” Er du virkelig så egenrådig over mig ” smilede han forsigtigt og prikkede lidt til Joshua idé om at Anstor kun var hans og ingen andre måtte komme i nærheden af ham. ” Du kan jo ikke vide hvad der ville være sket – men det kan jeg jo heller ikke.” tilføjede han. Anstor kiggede kort over mod Jimmy, der blot smilede venligt tilbage til Anstor men ondt tilbage på Joshua. ” Så hvis det – i stedet for at behandle din mand så skidt at han må sidde og græde en hel eftermiddag – hvor var du henne da han havde brug for dig ” svarede han bestem igen. ” Jeg cykler Anstor, men du ved hvor jeg arbejder hvis der er noget” sagde han og satte sig op i sadlen og cyklede videre. ” Tak Jimmy det er sødt af dig ” sagde han venligt, men så heller ikke mere da han vidste at Joshua var lidt på kogepunktet nu. ” Hmm det kan du jo ikke gøre for. Desuden troede jeg du sad hjemme og sov og du kan altså ikke passe på mig 24/7 ligemeget hvor meget du end vil” sagde han stille og lukkede øjnene. Nu ville han bare gerne hjem i bad og få lagt foden op.

”undskyld skat" sagde han stille og bed sig i læben. Han vidste jo godt han skulle styre sig, men det var bare værre grundet han var så bange for at miste Anstor pga sit eget fejltrin. Derfor var hans jalousi så meget værre end den plejede.
Joshua nikkede ganske let til næste spørgsmål. Det var ikke fordi Anstor ikke måtte have venner for det måtte han gerne. Han var bare så inderligt bange for andre gjorde noget. Davien havde ødelagt det i ham selvom det var så mange år siden. Det var derfor en åndssvag og langt ude følelse, men det sad bare sådan fast i ham.
Joshua rystede ganske let på hovedet til ingen af dem kunne have vist hvad der var sket hvis han ikke var kommet og bed sig atter i læben. Joshua tog sig ærligt talt ikke af Jimmys grimasse. Han kunne bare havde ladet være med at sige noget når Joshua ikke havde snakket til ham. Det var sådan set ret så logisk.
"Jeg forsøgte faktisk at nå ham at du ved det" sagde Joshua en smule mere roligt og skær en let irriteret grimasse over Jimmy. I hans indre tænkte han 'endelig' da Jimmy sagde han ville cykle sin vej og knyttede kort sin hånd sammen da han snakkede om Anstor jo bare kunne komme forbi hans arbejde hvis han havde behov for ham.
"Jamen gjorde jeg ikke. Jeg kunne fornemme du var væk. Troede jeg du vidste efter så mange år skat. Faktisk er jeg mest af alt bare irriteret på mig selv over jeg har skadet dig sådan her. Så ville du ikke være løbet på den der måde" sagde han med en skæv grimasse da han virkelig følte det var hans skyld. Dog var han ikke helt så bøjnakket som dagen før, men han var godt irriteret på sig selv i stedet for og det kunne høres i hans tonefald.

Anstor smilede lidt for sig selv og sagde så " Hey - du har ikke noget at undskylde for. Det er sådan du er og det må bare være sådan. At du er jaloux på alle og enhver viser jo også mig at du er meget bevidst om mig og holder mig af mig, men du må ikke lade det styrer dig - vel ?!" sagde han forsigtigt, idet han ikke bebrejdede ham noget, men blot pointerede hans temperament overfor ham selv. Han sagde ikke så meget mens de gik hjem. Der var ikke så meget at tale om lige for tiden. Da de kom hjem satte Joshua ham forsigtigt ned. " Vil du være sød og se om der er noget vi kan komme om min fod. Jimmy sagde jeg havde en lettere forstuvning og skal holde den i ro." sagde han i en meget neutral tone. Solen glimtede uden for, da der var begyndt at komme mørke skyer, der skyggede for solen. " Har du talt med Noah - han ringede til mig igår og virkede lidt bekymret " sagde han og så hen på Joshua. Han sad lidt i stolen og sukkede dybt og så hen på kommoden, hvor hans vielsesring og halskæde lå side om side. Han havde ikke lyst til at bære dem endnu. Der gik nogen tid hvor han ikke sagde noget til Joshua, men bare studerede hans fod lidt og kunne skimte hævelsen. " Joshua...Jeg ved ikke om jeg kunne få dig til at lave noget mad. Hvis der er noget der skal snittes eller skrælles eller noget, så kan jeg få det her hen til bordet ved mig, og så skal jeg nok gøre mig nyttig " sagde han venligt - som han ville gøre det til en hver anden.

"Jo jeg skal. Jeg tror altid alle vil ligge an på dig når faktum er så overdrevet mange fyrer der er til fyrer findes der heller ikke i verden. Det er bare det at du er min og jeg elsker dig så højt som jeg gør det" sagde han og skær en skæv grimasse som Anstor heldigvis ikke kunne se oppe fra ryggen af. "Jeg lader det heller ikke styre mig. Du må jo gerne have venner og du snakker da med min bror som endda selv er homoseksuel, men ja. Det er bare værre lige nu fordi jeg er så skide bange for du går fra mig når jeg er sådan en tumpe ok?" spurgte han roligt og så om mod ham på ryggen. Han var jaloux og det var heller ikke så slemt hvis han vidste hvem Anstor snakkede med, men det var ligeså snart det var en fremmede der smilede lidt for meget til hans skat og endda havde den frækhed at blande sig i ting så blev han rasende og så kom det op til overfladen. Det var jo ikke Anstor han havde mistillid til. Det var alle andre. Joshua havde heller ikke behov for at sige noget på vejen hjem. Han var glad bare han kunne få lov til at passe på Anstor og endda holde ham på den der måde.
Joshua sætte Anstor ned i en stol og hentede en skammel til ham endda før Anstor begyndte at snakke om Jimmy igen og lagde en pude på den så den ville være ekstra blød. Joshua sætte sig ned foran skammelen og trykkede let på Anstors fod for at se hvordan den havde det efter han havde taget sko af og masserede den ganske blidt. Joshua kiggede op på ham da han snakkede igen da han havde været lidt i sin egen verden.
Han nikkede ganske let til han havde snakket med Noah uden at sige mere.
Joshua slap hans fod blidt mod puden og nikkede ganske let. "Jeg havde tænkt mig at lave mad alligevel om så du var kommet til skade eller ej skat" sagde han med et varmt smil og gav ham et blidt kys på panden. "Og du skal ikke hjælpe. Jeg skylder dig det her" sagde han med et kærligt smil og gav hans pande et kys mere inden han gik ud mod køkkenet. Jimmys ord om han var ustabil havde sat sig og han hadede jo også sin egen jalousi. Den var skrækkelig, men frygten for at miste Anstor var virkelig stor selvom han blev ved med at sige han elskede ham og Joshua angrede stadig hvad han havde gjort ved Anstor. Han ville komme til at svinge en del mellem at være Anstors store stærke mand og manden fra dagen før der var knækket af skyld. Joshua fik da også bikset noget sammen og kom ind med det da det var færdig. Han sætte det hele foran Anstor og havde ikke taget noget til sig selv. Han sætte sig dog alligevel ned og sendte Anstor et kærligt smil. Hvor han dog følte han havde smadret hele turen.

” Jo – jamen det er jo slet ikke det, jeg ved da udmærket godt det er fordi du holder så meget af mig som du gør – du må bare ikke gå og se rivaler alle vegne. En dag kan det jo ende galt - og jeg vil da have der sker ligeså lidt med dig som der skulle ske for mig ” sagde han og hankede lidt op i sig selv, dersom han sad på ryggen af Joshua. Det føltes rart på en eller anden måde sådan at blive bordet rundt på ” Er jeg tung at slæbe på ?” spurgte han kort, da de var nået halvvejs hjem mod huset. ” Du er jo bare lidt af en alfa-han, mere er der ikke at sige om det. – og ja jeg er meget glade for min dejlige svoger. ” sagde han og smilede for sig selv. Han holdt virkelig meget af Shane. Han var efterhånden en af de få gamle venner han havde tilbage fra gamle dage. Resten af turen forløb i stilhed. Anstor var som sådan heller ikke vred over Joshuas jalousi, den kunne bare nogle gange være ret påtrængende, på den dårlige måde.
Det gjorde ondt, da Joshua trykkede på hans fod, men han ville ikke virke svag overfor Joshua, han sagde derfor ikke noget, men skar en grimasse som han håbede at Joshua ikke så. Det var noget af en tur de var kommet ud på, tænkte han for sig selv. Langt fra hvad han havde forestillet sig dengang han bookede hytten til dem. Han kiggede op på Joshua ” Er du virkelig bange for jeg går fra dig ?” spurgte han lige ud, uden omsvøb. Anstor mærkede kyssene på panden, men lagde ikke mere i dem end så meget andet. De føltes ikke af noget lige i øjeblikket. Hans hjerte var stadig koldt – meget koldt. ” Hmm det lyder lækkert – men hvad skal jeg så lave- jeg kan da ikke bare sidde her hele tiden ” sagde han og så hen mod sin mand. Da Joshua kom ind med maden, sendte han ham et lille uskyldigt smil. Der var ikke de store følelser i det, men det var dog et smil under alle omstændigheder. ” Skal du ikke have noget – du må da være sulten hvis jeg kender dig ret ” spurgte han og lavede en tallerken til Joshua. ” Hvordan har du det efter i går og nu tænker jeg ikke på du har kysset med en anden, men at du sad ude i den kulde så længe?” spurgte han og syntes det var synd for Joshua han havde siddet ude så længe og frosset og ventet på Anstor. Da Anstor havde spist spurgte han Joshua om han ville løfte ham over på sofaen. Han fandt en pen og noget brevpapir i sin taske og begyndte at skrive. ” Til mine Kære, Noah, Cade og Elvira. Jeg skriver til jer for at fortælle jer at jeg rejser fra huset i Paris et stykke tid. I undrer jer måske over denne pludselige beslutning, men det var heller ikke planlagt fra min side. Jeg holder så uendeligt meget af jer, og I må ikke blive bange for det jer skriver. Far Joshua og jeg er stødt på et problem som jeg ikke skal bebyrde jer yderligere med. – Jeg har dog besluttet at det er et problem jeg må finde en løsning på på egen hånd og derfor tager jeg ophold i huset i USA – for den næst kommende tid. Jeg savner jer – og I skal ikke være bekymrede. Jeres far Anstor”. Han krøllede brevet sammen og lagde det i en konvolut. ” Joshua kunne jeg få dig til at pakke mine ting. Jeg rejser til huset i USA – alene. Det er bedst sådan lige nu. ” sagde han stille og fik langsomt tårer i øjnene. Han fandt sin stav og tryllede halskæden og hans vielsesring hen til sig fra kommoden og lagde dem begge i sin lomme. Mens Joshua pakkede ringede han efter en taxa.

"Gør jeg heller ikke. Havde han ikke sagt noget når jeg ikke snakkede til ham så ville jeg slet ikke have reageret sådan eller set rival i ham" sagde han og bed sig hårdt i læben. Han var blevet langt bedre til at styre det end han havde været hidtil. Det var mest af alt fordi frygten var så stor som den var. Han rystede ganske let på hovedet til om han var tung. Det var nok noget af det sidste Anstor var.
"Der er ikke meget alfa-han over mig lige nu" sagde han roligt og smilede let for sig selv over Anstor havde det fint sammen med Shane. Det gjorde ham intet. Han vidste de ikke var mere end venner og han var bare glad for at have en kilde til om Shane havde det godt eller ej.
Joshua var godt klar over det ville gøre ondt, men han ville bare gerne have at den ville få det bedre hurtigere.
"Ekstremt" sagde han som svar på om han var bange for Anstor ville gå fra ham. Han var ræselalagen ved tanken om Anstor ville gå fra ham. Han ville ikke vide hvad han skulle gøre med sig selv hvis Anstor rent faktisk forlod ham. Han ville være en halv mand der kun hæng sammen for hans børns skyld og kæmpe hver dag for at få Anstor tilbage i stedet for at give op og kaste sig i favnen på alle han kunne komme til.
"Nej dette er på mine skuldre Anstor. Du skal nok finde noget at lave" sagde han med et varmt smil og nikkede let for sig selv. Anstor skulle forkæles bare en smule ovenpå det her.
Han rystede ganske let på skulderen. "Nej jeg skal intet have tak. Jeg klare mig" sagde han med et smil og skubbede tallerken væk da han intet skulle have lige nu. Han ville heller give Anstor alt det gode han kunne komme til.
"Jeg er syg, men jeg er ligeglad" sagde han ganske roligt og løftede ham over på sofaen som han havde bedt om at blive det. Han ville gerne være syg når det var for at være nær Anstor.
Joshua nikkede let og ventede med at græde til han var igang med at pakke. Tårene løb ned af hans kinder, men midt under pakningen kom han ud i stuen. "Skat du kan ikke tage afsted" sagde han og løb hen til ham for at ligge sine arme om ham. "Jeg tillader det ikke. Vi kan sagtens løse det her. Du må ikke. Jeg beder dig" sagde han stille og holdte godt fast. Han ville ikke det her. Det gjorde bare frygten værre og Joshua ville ikke vide hvor han skulle gøre af sig selv.

” Det er jeg glad for – så skal vi ikke tale mere om det ” sagde han og kiggede ud på naturen som de kom forbi. Det var mærkeligt. Han havde sådan glædet sig til denne tur, hvor de skulle være sammen bare de to- og deres kærlighed til hinanden. Det var blevet noget ganske andet kunne man vist roligt sige. ” Er du sikker – der er jo et godt stykke du skal gå med mig endnu. Du må gerne få en pause hvis det er ” sagde han stille og lagde sit hoved ind til hans skulderblade. ” Hmm nej – men alfa-hannen hviler inden i dig. ” kommenterede han blot, men kunne mærke at de begge havde brug for lidt tavshed imellem dem. Shane var en god ven for Anstor og de havde kendt hinanden, så det forhold at de nu var i familie gjorde ikke at dette forhold ændrede sig. ” Hmmm det gør du måske klogt i ”svarede han tilbage til at Joshua var bange for at han ville forlade ham. Anstor tænkte meget over hvor vidt han skulle tilgive ham. Han havde brudt hans tillid og sæt nu han kom til at gøre det igen – skulle han så bare vende den anden kind til og tilgive ham igen og igen og igen. Omvendt vidste han jo inderst inde at Joshua ikke havde gjort det med fuldt overlæg. Hvem ved om det ikke var Kenji der havde kastet sig over Joshua, han havde trods alt været forelsket i Joshua uden at det var gengældt. ” Okay jamen så vil jeg sidde her og holde lidt øje med dig ” sagde han og betragtede Joshua mens han lavede mad som han så tit gjorde. Det duftede dejligt. ” Ej noget skal du da have – spis sammen med mig – du har brug for det. Jeg kender dig søde ” sagde han og skubbede tallerknen tilbage til Joshua. Anstor græd noget så frygteligt, da Joshua kom ind i stuen til ham ” Jeg ved det min skat – men jeg kan ikke mere. Jeg bliver nød til ” hviskede han, men så brød han sammen. Han faldt hulkende Joshua om halsen ” Hvor kunne du ! Hvor kunne du ! Hvor kunne du gøre det ” gentog han og bankede ham i brystet. Han forsøgte at rejse sig. ” Hvordan vil du have vi skal løse det….. hvor kunne du. Elskede du mig ikke mere. Er jeg ikke smuk nok. Er jeg dum, har jeg sagt noget ” hulkede han og den ellers så rolige og velmenende Anstor var helt flået op.

"Og du ved også godt jeg er bedre til ikke at se rivaler i alle" mumlede han lavt inden han nikkede til de ikke behøvede at snakke mere om det. Joshua gjorde jo alt for at styre det. Han brød sig jo heller ikke om selv når det var slemt. Faktum var jo også at det var virkelig få fyrer der var til sit eget køn og siden Anstor var homo så var faren faktisk ikke så frygtelig stor og derfor tog han det som regel også rimelig roligt.
Joshua havde jo også selv glædet sig sådan til turen. Selvom børnene ikke boede hjemme var det stadig så frygteligt vigtigt at have noget andet form for tid sammen så de ikke ville glide fra hinanden. Joshua følte også virkelig han havde ødelagt det.
"Ja jeg er helt sikker. Du vejer jo næsten intet skat. Jeg tror slet ikke jeg giver dig nok at spise når det endelig er mig der må lave mad" sagde han med en mild latter i håb om at løsne stemningen bare en smule op.
"Ja han gør" sagde han med et enigt nik da det var sandt. Joshua var bare blød lige nu fordi han var så bange som han var, men hvis Anstor begyndte at give slip ville Joshua bestemt ikke gøre det. Han havde gjort den fejl en gang ved Davien og Anstor elskede han så meget højere så fandme nej om han ville slippe.
Joshua sank engang da Anstor sagde at han gjorde klogt i at være bange for han ville gå. Det havde faktisk gjort helt ondt at synke den klump spyt. Han håbede et sted det var fordi Anstor ville vide hvor meget han var værd, men egentlig gjorde det bare hans frygt så meget større.. Gud vide om Anstor faktisk ville gå fra ham..
Joshua vidste godt at det kys havde haft en høj pris, men når hans frygt for at miste Anstor var så stor som den var havde han virkelig lært noget af det. Desuden var han blot blevet betkraftige på en underlig måde om hvor meget Anstor faktisk betød for ham. Joshua havde været så fuld han ikke kunne huske hvad der var sket op til kysset. Han kunne bare huske det var sket og hvilken choktilstand han havde været i over det. Han hadede sig selv for det og han ville ikke give Anstor op uden kamp selvom en stor del af ham havde lyst til at råbe, skrige og bagefter bare sidde i et hjørne og rokke til det hele var løst. Det var også en grund til han holdte sådan fast. Han vidste han ville få svært ved at holde noget oppe hvis Anstor skubbede hårdt til.
Joshua rystede på hovedet da han ikke ville have mad og endte da også med at bære den fulde tallerken ud da han virkelig intet ville have. Han straffede et sted sig selv for hvad han havde gjort ved Anstor.
Joshua hev ham indtil sig da han mærkede armene om halsen og nussede ham blidt igennem håret.
Han hørte alt han sagde og holdte stadig bare fast i ham da Anstor begyndte at slå ham i brystet. Da Anstor forsøgte at rejse sig op holdte Joshua fast så han ville blive siddende og var faktisk lige nu glad for han havde ondt i sin fod så han ikke kunne løbe igen selvom Joshua var så meget stærkere. Fordi Anstor græd havde Joshua selv stoppet for at være den stærke lige nu og havde ikke så meget som to sekunder afbrudt ham.
Joshua træk Anstor en smule længere indtil sig da han var holdt op med at ville væk og slå igen.
"Du er den smukkeste fyr denne verden kender. Jeg mente virkelig hvad jeg sagde da jeg sagde jeg ville ønske jeg havde fået Cade og Noah med dig fra starten af i stedet for Davien" sagde han stille og tørrede sine våde øjne da han skulle være stærk for Anstor.
"Jeg ville ønske jeg kunne ændre så det her ikke var sket. Jeg ville ønske jeg kunne heale dit hjerte og selvom det blot er ord vil jeg love dig jeg aldrig gør det igen. Jeg ville ønske jeg kunne svare dig på hvad der var sket skat. Det havde gjort det hele meget nemmere for dig, men jeg tror ærlig talt mit indre ville have det afsluttet så Kenji kunne komme helt over mig. Det er så dumt. Hvis jeg havde sagt det til dig er jeg sikker på du havde forstået det for du er så klog og så perfekt" sagde han stille og bed sig hårdt i læben for at kunne holde sine tåre tilbage og det lykkes ham skam også ganske fint. Kenji havde trods alt givet slip og var kommet videre mens Joshua var blevet endnu mere bevist om sin kærlighed til Anstor.
"Men jeg slipper dig ikke skat. Jeg giver ikke op uden en kamp. Hvis du går fra mig vil jeg kæmpe hver dag til du kommer tilbage om så det aldrig vil ske" sagde han stille og holdte godt fast. Han ville ikke miste Anstor. Han ville ikke give op. Han ville kæmpe om så det til sidst ville smadre ham helt psykisk for der var kun en her i verden han ønskede sig. Kun en her i verden hans hjerte pegede på og han sad der i den stol. Han ville heller dø end miste Anstor, men han kunne ikke få sig selv til at sige det for det ville være alt for egoistisk. Han havde aldrig kæmpet for Davien, men bare givet op. Anstor havde han lyst til at kæmpe for. Nu havde han også været vild med Anstor siden han havde mødt ham da han kun havde været 18 år da Davien havde præsenterede dem for hinanden. Nu var Joshua 32 år og hans hjerte var stadig lige ustyrligt når det kom til Anstor.
"Jeg beder dig skat. Du må ikke gå fra mig. Jeg vil aldrig heale. Du må ikke engang gå så meget som nogle dage for at tænke. Jeg forsøgte bare at give plads til dig, men åh skat. Jeg vil gøre alt for at løse det her" hviskede han blidt og holdte stadig stædigt sine tåre tilbage. Han ville gøre alt lige nu for at Anstor ville blive og de kunne få det løst sammen i stedet for hver for sig. Joshua var også pisse ræd for hvis Anstor fik lov til at tænke alene så ville han helt sikkert gå fra ham og aldrig komme igen.

” Ja jo det ved jeg godt – og jeg ved også du mener mig det godt, det skal du slet ikke bekymrer dig om” svarede han stille tilbage og lyttede til hans åndedræt. Anstor havde aldrig rigtig lagt mærke til andre fyrer end Joshua efter de var blevet kærester. Han mødte dog engang imellem forskellige fyrer, der måske havde et godt øje til Anstor – men som sagt så var det ikke noget han lagde mærke til i større stil. Det havde udviklet sig til en ganske anderledes tur end oprindeligt tiltænkt – men sådan var nu livet. ” Awww… prøver du på at charme dig ind på min ” sagde han med et snært af ironi i stemmen. Det var sødt sagt at Joshua sagde han var tynd og havde en god figur. ” Jo du laver da dejlig mad” tilføjede han kort for hovedet. Joshua var nok den af de to der lavede den bedste mad – og Anstor elskede det. Det var kun godt at Joshua fik at lære at Joshua betød noget for ham og i grunden havde den mulighed at forlade ham hvis ikke Joshua kunne holde sig i skindet – så det gjorde kun godt at Joshua var bange tænkte Anstor ved sig selv – selvom det måske kunne synes som en ond tanke. Personligt kunne han ikke vide, hvad der skulle blive af ham hvis Joshua en dag gik fra ham. Det virkede slet ikke som en mulighed for ham – det var helt utænkeligt og Anstor skød straks tanken fra sig. ” Ej spis nu lidt søde ” sagde han venligt og kiggede over på ham, fra den anden side af bordet. Joshua så også syg ud men Anstor kunne ikke se om det var skyldfølelsen der tyngede ham eller om det var kulden fra i går. Anstor hørte på det hele som Joshua fortalte ham – og det tøede hans hjerte op lidt efter lidt – for Anstor vidste at det var den rene og skære sandhed alt det Joshua sagde, især ud fra den situation de var i. ” Awww Skat…. Jeg ved slet ikke hvad skal sige… Mener du alt det der ” sagde han og så ham sorgfuldt i øjnene med tårerne løbende ned af sine kinder. ” Jamen jeg elsker jo også dig .. og du må bare vide at du har gjort mig så ked af det som nogen kunne. Jeg bliver i aften så… men i morgen rejser jeg. Jeg har brug for noget tid alene. – Jeg må tænke over det. Det kan være jeg kan bo ved Shane, så er jeg ikke alene. ” sagde han og kiggede ham i øjnene. Der gik lidt tid. Han strakte halsen og kyssede Joshua.

Joshua bed sig bare i læben og lod Anstor få det sidste ord. Han var jo holdt op med at se alle som rivaler.
Joshua havde godt set hvordan andre fyrer så på hans Anstor. Det var sikkert også derfor det nogle gange gik ham på. Fordi han kunne se det og Anstor ikke kunne selvom han godt vidste at Anstor var blid fordi han netop ikke selv kiggede på andre fyrer end Joshua selv.
Joshua lagde godt mærke til ironien i hans stemme og valgte ikke at modsvare ham. Faktum var at han mente hvad han sagde og han forstod jo godt Anstor ikke troede på det lige nu.
Joshua havde ikke spist noget som helst. Han var både syg af kulden og nedtrykt over hvordan han havde behandlet Anstor så al form for appetit var slet ikke til stede i hans krop. Han gad ikke spise for det ville han ikke få det bedre af og som sagt havde han bare smidt sin del af maden ud da han virkelig intet skulle have.
Joshua nikkede til at han mente det og forsøgte at fange Anstors tåre. "Jeg vil kæmpe for dig hver dag skat om så jeg til sidst knækker min nakke på det" hviskede han blidt og så tilbage i Anstors øjne mens han stadig forsøgte at fange hans tåre så de ikke ville være der.
"Jeg er skide bange for at hvis du tænker over det og endda fortæller det så Shane så beder han dig om at gå fra mig. Jeg var også ham utro. Og endda med Davien. Hvorfor tror du Shane hader Davien så meget som han gør og omvendt?" spurgte han stille inden han gengældte kysset hvilket var sidste slag til at Joshuas egne øjne faktisk løb i verden. Det kys skær på et eller andet plan igennem hans hjerte af en blanding af lykke og sorg for tænk nu hvis det ville være det sidste

” Jamen hvor kunne du dog gøre det – Hvor kunne du ! – Du havde din vielsesring på ! – Du har sagt ja til mig ! Til mig! Foran Gud! Ved du slet ikke hvad det betyder for mig !!!” gærd han bare, mens Joshua uden den store virkning forsøgte at fange hans tårer. Det var så ubegribeligt, at de var kommet dertil. Han stødte sig ind mod Joshua selvom han på en side gerne ville så langt væk fra ham som muligt, mens han også på den anden side gerne ville forblive i hans favn. ” Hmm er du virkelig så bange …. Hmm så må du jo elske mig et eller andet sted ” græd han helt hudløst ærligt. Han havde tænkt og tale med Shane om det – så det ville ske lige meget hvad, men han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige i øjeblikket. ” Jeg rejser ikke fra dig – men jeg tror det vil være bedst og sundest for os begge at have noget tid værd for sig, hvor vi kan tænke over tilværelsen og hvad den byder os og så komme tilbage med en revudering af det hele ” sagde han stille og følte det lød fornuftigt. ” Men hvis du ville bære mig ind i sengen. Vil gerne hvile foden. Og du må gerne ligge ved siden af mig hvis du har lyst ” sagde han og var helt udkørt af at græde og psykisk nedkørt over situationen.

"Jeg ved det virkelig ikke skat. Jeg ville sådan ønske jeg kunne svare dig ordenligt på det" sagde han stille selvom han et sted godt vidste det ikke ville ændre noget som helst.
Joshua bed sig hårdt i læben og nikkede let til om han ikke vidste hvad det betød. "Jeg ved godt hvad det betyder. Ellers ville jeg slet ikke fortryde det så dybt som jeg gør. Jeg ville virkelig ønske jeg kunne gøre det om og slette det så det aldrig var sket" sagde han med en skæv grimasse og forsøgte igen at fange hans tåre. Joshua havde det virkelig af røv til over det.
Joshua kunne et sted godt regne ud at Anstor var fanget mellem at han ville have Joshua ikke var der og så igen ikke.
"Ja jeg er virkelig så bange skat" sagde han stille og gav hans kinder et kys i håb om at kunne fange nogle tåre på den måde. Han elskede ham jo virkelig. Ellers havde han ikke været så bange som han var. Joshua var bare bange for at Shane ville råde Anstor til at gå fra ham. Det var nok det som han var mest bange for eftersom Joshua også havde været Shane utro i sin tid og samtlige andre han havde været sammen med. Det var kun Anstor han havde været tro i 8 år for så at fucke op.
"Og det lyder som ting man ville sige hvis man gik fra sin mand skat" sagde han med en skæv grimasse da det virkelig bestemt ikke lød godt i hans øre selvom han godt et sted kunne regne ud at det ville være sundt når deres humør svingede sådan, men stadig. Han var virkelig noget så bange for at miste Anstor og det ville ikke komme tilbage til normalt før Anstor havde tilgivet ham.
"Jeg skal nok bære dig i seng" sagde han med et smil der kom af ordene at han gerne måtte blive. Han løftede ham derfor op og bar ham ind i seng. Han satte ham ned på sengen og kyssede hans læber blidt. Han ville virkelig have hver lille bid af ham hvis nu det var sidste gang.

”Nej og jeg kan også godt se det fra din side – det er jo slet ikke det. ” sagde han men kunne mærke han var helt udkørt. Af al den tid han havde været sammen med Joshua som par, så var dette her den mest hårde og krævende tid. Han vidste slet ikke sine levende råd og hvis han forsøgte at mærke efter i sit hjerte, så var det helt tomt, der var PT ikke den bundsikre overbevisning til Joshua som der plejede at være. ” Skat… du har ikke noget at være bange for. Det lover jeg dig – som din mand ” sagde han med tårerne trillende ned af kinderne – han kunne godt se Joshua fortrød bitterligt det han havde gjort og at Joshua ville være fortabt uden sin Anstor. Han mærkede kyssene på sine kinder og kom til at smile lidt ved dem. Men kort efter kom han til at se ned på sin hånd og så at hans vielsesring manglede. De havde været sammen i år og, og i hvert forhold var der den såkaldte syv-års-krise, hos dem var den blot kommet et år senere end ellers. ” Jeg har bare brug for at være mig selv. Kan du ikke forstå det – jeg vil bare gerne være mig – uden dig !” sagde han og håbede inderligt Joshua kunne forstå det. Det havde intet at gøre med Joshua som person, det var blot et spørgsmål om at Anstor måtte tænke alt dette igennem og finde frem til hvad han ville med sit liv. Anstor havde i starten tænkt om dette var grund til at forlade Joshua – men dette var han urtigt kommet frem til at det var det ikke – der skulle mere til. Asntor blev båret ind i seng. Han så Joshua satte sig ned på sengen ved ham og kyssede ham, men da deres læbers mødte tog han om ham og hev ham ned at lægge ved siden af ham. ” Du er altså en tumpe ved du godt det ” sagde han med et lille ironisk smil på læberne og kyssede ham igen. Han begyndte at nusse ham i håret. ” Kan du huske da vi lige havde mødt hinande ” spurgte han endnu med det lille smil på sine læber. Han græd ikke længere.

.

Joshua bed sig hårdt i læben og skær en skæv grimasse. "det eneste gode der er kommet ud af det her er jeg har mærket hvor højt jeg elsker dig og Kenji er kommet over mig" sagde han ganske stille. Selvom han godt vidste hvor højt han elskede Anstor så var det endnu mere tydeligt for ham nu da han var fyldt op med frygt og en smerte der hvilede på han havde såret Anstor så dybt.
"mener du det?" spurgte han stille og så dybt alvorligt på ham. Anstor skulle blive med ham af kærlighed og ikke medlidenhed. Han havde virkelig aldrig elsket nogen så højt før som han gjorde med Anstor og det gjorde faktisk ondt på ham at se hvilken smerte han påførte Anstor.
Joshua lagde godt mærke til at Anstor så ned på sine hænder. Joshua havde aldrig holdt så længe med nogen uden der havde været problemer en hel del år før så han vidste slet ikke hvordan det normalt kørte. Hans forældre havde aldrig haft tid før de var blevet bedsteforældre så et sted havde han vel manglet nogle at spejle sig i andet end tjenestefolket hele sit liv og man lærte det ikke lige fremme på en kostskole heller som Hogwarts jo egentlig var.
"det jo ikke fordi jeg ikke kan forstå det skat. Jeg er bare bange for hvilke råd Shane giver dig. Og jeg ved hvor overbevisende han kan være. Det var ikke min idé vi skulle være sammen. Det var hans og jeg tænkte bare med min pik dengang" sagde han ganske roligt da det faktisk havde været Shane der havde overbevist Joshua om det var ok mens Joshua mest bare havde tænkt på fast sex. Joshua havde trods alt troet han var hetero til han havde mødt Davien og Shane havde tilbudt sig selv for så at sige ja til dem begge.
Han gengældte hans kys og lod sig hive indtil ham for at ligge sig ned ved hans side. "ved jeg godt jeg er, men et fuck up på 8 år er nu alligevel flot" sagde han med et let smil da han nu i sidste ende var lidt stolt alligevel. "jo tak. Jeg husker en smuk ung fyr som min kæreste præsenterede mig for" sagde han med et varmt smil. "genert fyr" tilføjede han drillende

” Ja jeg håber du har fået en lærestreg, og jeg kan da tilføje at hvis du skulle komme til at gøre det igen – så vil jeg nok men at du har en god grund til at være bange for at jeg skulle kunne forlade dig” sagde han en anelse koldt. Han kunne ikke lige se det positive i det som Joshua kunne – og det irriterede ham lidt. Det var lidt malplaceret mente han. Det gjorde bare så ondt endnu, da det stadig var meget nyt i forhold til Anstor. ” Ja jeg mener hvad jeg siger ” sagde han og kunne mærke han var lidt irriteret på Joshua. Anstor vidste godt at han havde valgt en der havde været bad boy før i tiden. Han vidste godt fra Shane hvilken player Joshua havde været. – ” Hmm nej men jeg har nu tiltro til Shane – det kan godt være du ikke har men du må have tiltro til mig og ikke mindst ham ” sagde han og så ham blidt i øjnene. Det gik ham meget på at få konstateret at han nagede sådan en mistro til Shane endnu. De var trods alt brødre. ” Shane vil mig kun det bedste – han er min ven og jeg stoler helt igennem på ham. Han har altid været der eller svigtet min tillid ” sagde han – mens det sidste mest var en kommentar henvendt til Joshua. Han havde godt af at føle at Anstor endnu var vred. ” Jeg gider ikke høre om hvad I har ligget rundt og lavet – det vedkommer ikke mig ” sagde han og blev mere og mere irriteret på ham. Den sidste kommentar han kom med var som en rød klud foran Anstor øjne. Han vendte sig straks om. ” Hvor vover du !” sagde han og blev helt rasende. Han skulle lige til at give Joshua en lussing, men tog sin hånd ned igen. ” Ét fuck up på otte år – om vi så havde været sammen i 30 år så er det en gang for meget ! – Og så siger du det er flot, nu skal jeg måske ligefrem være glad for du har gjort det kun en enkel gang – Hvem tror du jeg er – skal jeg bare stille mig tilfreds at du går og kysser på andre når du har holdt mig ud i otte år ” sagde han vred og råbte nærmest af ham! ” Skrid herfra nu ! Jeg skal slet ikke holde dig ud lige nu og luk døren når du går ” kommanderede han. Anstor var rasende over den kommentar – men den så var sagt i spøg, så synes han den var stærkt upassende ” Tænk at du kan finde på at sige den slags ! – Jeg er så rasende og såret nu- UD ” var det sidste han skreg og lagde sig med ryggen til ned i dynerne og begyndte ikke at græde, men var sindssyg vred!.