A cabin in Norway

"Og det tror du ikke jeg har? Ellers var jeg ikke så bange for at miste dig nu. Hvorfor skulle jeg så gøre det igen? Du er ikke Davien for helved. Du er meget mere end det" sagde han stille og følte sig magteløs. Han kunne godt høre at Anstor begyndte at blive irriteret på ham. Han vidste jo godt det var en dum måde at lære på hvor højt man elskede den anden og en virkelig alt for høj pris efter hans egen mening. Det kunne have været gjort på en anden måde, men det var bare for at se en smule godt i det.
"Hvordan kan du forvente jeg har tiltro til Shane blot fordi vi kan snakke sammen igen? Jeg har tiltro til dig skat, men ikke ham og selvom I er venner og jeg aldrig ville prøve at stoppe dig i at snakke med ham da jeg ikke er den slags mand så må du heller ikke forvente jeg har tiltro til en som i princippet også er en af mine ekser. Hvis jeg rådførte mig med Bea ville du så have tiltro til hvad hun ville sige om dig?" spurgte han med et let ryst på hovedet. "Ved godt Shane har været der og vil dig det bedste, men hvad hvis han mener det bedste for dig er at forlade mig pga. det her? Vil du så gøre det selvom du har sagt til mig du ikke vil? Som sagt I må gerne være venner. Det er slet ikke det, men vi har haft et forhold. Når jeg var ham utro hvorfor skulle han så andet end at råde dig til at gå fra mig når han selv har mærket det på sin egen krop hvilken idiot jeg er?" spurgte han stille da det trods alt var sandt. Hvis Anstor havde været en af sine ekser utro og Joshua havde spurgt den person havde de sikkert sagt at han skulle gå fra Anstor. Især fordi de selv ville kende smerten fra samme person.
Joshua bemærkede godt hånden var på vej op og ville da også bare tage imod det hvis den var kommet. "Som om jeg ikke ved det er en gang for meget. Jeg forsøgte bare at sige jeg har forbedredet mig en hel fucking del. Jeg siger ikke du skal være glad over det kun er en fucking gang da det virkelig som du siger er en gang for meget" sagde han og rejste sig op da Anstor smed ham ud. Han sparkede til den nærmeste væg og var faktisk ligeglad med det gjorde helt igennem ondt på sig selv.
Joshua havde bare været stolt over han ikke havde fuckede op hvortil det så var sket. Han hadede sig selv så fucking inderligt. Han følte sig magtesløs og bange. Han gik ud af døren og smækkede den i efter sig hvorefter tåre væltede ned af hans kinder. "Joshua Romanov Jackson din store fucking idiot" hviskede han lavt for sig selv og sparkede atter hårdt til væggen. Joshua var blevet så rasende på sig selv over at have ødelagt det nu hvor der havde været en chance for at ligge hos Anstor at hans hjerne havde sagt klik og derfor sparkede han til den nærmeste stol for at løfte den op og smide den. "Idiot fra morgen til fucking aften. Såre din mand det er hvad du fucking kan. Du er ikke andet end uduelig fucking rigmands unge der ikke engang kan forbedrede sig" sagde han vredt til sig selv uden at tænke over hvor meget han larmede lige nu idet han atter løftede en stol op og smed den. "Du er en fucking svans du er! Anstor fortjener dig fucking ikke når du er sådan en idiot og uh ha.. Så blød man tuder over at være sin mand utro i stedet for bare at lade være med det!" begyndte han at sige en del hårdere inden han rev det ned af hylderne han kunne komme til

” Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om dig i de her dage! – Du er rokket ved hele mit ellers sikret fundament. – Og jeg kan jo ikke vide om du vil gøre det igen. Før dette her troede jeg aldrig du kunne finde på den slags… men jeg tog fejl. Det kan jeg jo se ” sagde han en smule nedtrykt og kiggede ned i gulvet. Han sukkede dybt. Det var virkelig hårdt dette her – hvor kunne Joshua da have gjort dette mod ham. Anstor var jo også bange for at der var noget i vejen med ham selv. Måske var han kedelig eller måske var Joshua bare ikke længere vild med ham. ” Fordi jeg tror på det bedste i folk – også Shane. Nej jeg kan selvfølgelig godt se at der noget der. – men jo jeg vil da lytte på ham, men min beslutning bliver min egen det ved du jo også godt. ” Nej selvfølgelig vil jeg ikke gå fra dig – hold nu op din store idiot. Det kunne jeg ikke finde på! – Men det kan jo være Shane ved hvordan man skal tackle det her – især ham, fordi ham var du jo utro, ligesom du var lidt i retning af det sammen som du var mod mig med Kenji” svarede han gik og kunne mærke på sig selv at det virkede helt underligt at han og Joshua skændtes med hinanden. Det var første gang de nogensinde havde gjort den slags – men der var nok at skændes om syntes han også. ” Ja jeg kan godt se det – men du og Shane må altså lægge det på hylden! Det er så længe siden og I er voksne mennesker. ” Det lød blot ikke sådan! At du mener det er flot lyder for mig mere som om du forventede en eller anden form for anerkendelse fra mig! – Tsk ! Ej jeg kan slet ikke klare dig lige nu ! ” sagde han og var glad for at han ikke slog Joshua, skønt han havde en voldsom lyst til det – men Anstor besindede sig som altid og faldt sammen. ” Skrid med dig ” råbte han af ham. Anstor rystede over hele kroppen og kunne høre hvordan Joshua begyndte at smadre tingene inde i rummet ved siden. ” Han skal fandme bare ikke tro at jeg finder mig i hvad som helst! Hvem tror han jeg er. ” sagde han bare. Han vred sig ned i dynen og tog puden over sit hoved. Han ville ikke høre al den larm Joshua lavede. Han var så ked af det nu.

Nede af vejen trillede en bil op den mørke vej. Det var Noah, der kom kørende i Anstors lille sportsvogn. Han var taget afsted fra Paris og havde kørt hele dagen og natten. Han vidste at der var noget meget alvorligt i gære når han talte med sin far Anstor og han smed røret på. Han trillede bilen op foran huset. Der var ikke meget lys inde i huset. Han stod ud efter at have slukket motoren og gik hen til døren og ringede på. ” Far Joshua, Far Anstor er der noget ”spurgte han og ringede på. Han kunne høre støj inde fra hytten.

"Jeg fucking elsker dig for helved Anstor. Jeg ved ikke hvad fuck der skete, men det gjorde det. Jeg troede du havde tæmmet mig helt og komplet. Og dog har du tæmmet mig nok til at jeg ikke kan se min bedste ven i øjnene fordi jeg græd af anger over hvad jeg har gjort mod dig. Jeg hader hvad jeg har gjort ved dig. Jeg kan ikke engang holde mig selv ud for det" sagde han i en blanding af irriteret der dog mest var rettet mod ham selv og trist over hvad han gjorde mod hans elskede Anstor. Joshua elskede Anstor noget så højt og selvom det ikke altid havde været lige let at være forældre så havde han jo nydt det i sidste ende. Han havde ønsket for Kenji at give slip på sine følelser og det havde det kys faktisk gjort.
"Ved jeg godt du gør og jeg fucking elsker dig for du tror på det bedste i folk. Tak min eksmand for jeg ikke længere kan det. Som sjovt nok også engang var din bedste ven. Du har kendt mig næsten hele vejen igennem det forhold. Du af alle burde vide han har ødelagt mig mere end jeg var i forvejen. Når jeg har troet på det bedste i folk har jeg fået negativt igen og hvor ville jeg dog ønske jeg havde dine evner til at blive ved" sagde han en anelse mere stille da han faktisk mente det. Han ville give alt for at have ligeså stor tiltro til folk som Anstor havde det, men han havde brændt sig for meget på det.
"Tackle det? Han kunne ikke tackle en skid. Jeg gik fra ham for Davien. Ikke omvendt. Jeg gik fra Davien for dig. Det eneste han kunne tackle var at ville fortælle vores forældre jeg randte rundt med en halvblods pige da jeg var 11. Den eneste person jeg gik fra for at være med Shane" sagde han bestemt og nikkede let for sig selv. Hans familie udover hans forældre var trods alt ikke glade for mugglere så Joshua havde været i klemme da Shane havde opdaget hans første kæreste.
"Og at prøve at have en god tone ham for min ægtemand, mit livs kærlighed er ikke at ligge det bag sig? At holde god tone til en mand jeg ikke har snakket med i 17 år blot fordi du ikke skal vælge med din mand og din bedste ven er ikke at forsøge at flytte sig? For I så fald er jeg stadig ikke bedre end den bad boy, player du faldt for. Kan du huske ham? Ham som var vred på hele verden og stadig til den dag i dag ville give sig selv skylden for sin lillebrors død? Jo Anstor. Jeg forsøger skam alt hvad jeg kan og det er kun for din skyld, men han er stadig min eks og vil altid være det. Det tager en del længere tid, men fuck hvor er jeg villig til det blot for min mands skyld" sagde han stille og var virkelig tæt på at knække sammen. Det var ikke fordi Joshua ofrede mere end Anstor for det gjorde han langt fra, men Joshua ville ikke have Anstor skulle føle Joshua skulle betale en pris for at være sammen med ham. Joshua holdte en masse tilbage for det meste fordi han elskede Anstor og han ville altid gøre det.
Joshua kunne slet ikke falde ned. Han var så vred på sig selv og ked af det. Han hørte derfor heller ikke Noah. "Og hvad kan du? Jo du kan skramme hans venner væk. Det er hvad du kan. Hive ham væk fra sin bedste ven blot fordi du skulle fortælle ham dine fucking følelser. Være mm fra at være dine børns far utro med din nuværende ægtemand" råbte han videre for sig selv og rev den nærmeste hylde ned. "Og havde du nosser nok til at gå fra Davien da du fandt ud af hvor vild du var med Anstor? Nej det kunne du fucking heller ikke! Du er virkelig fuldt ud uduelig. Havde mor Jessica ret i du aldrig ville kunne gøre en glad? Det tror jeg vist nok. Lillebrormorder, utro ægtemand og hvad gør du så? Hader dig selv i stedet for at kæmpe for din elskede. 10 point for selvmedlidenhed Joshua Romanov Jackson. Hold da helt kæft alligevel!" råbte han videre og sparkede hårdt til væggen for endelig at falde ned på gulvet med et højt bump og lod sine tåre atter få frit løb. Ganske stille tåre hvor han ikke sagde en lyd og så bare ned i gulvet. Han var virkelig fuldt ud rasende på sig selv over at han havde såret Anstor når han vidste han elskede ham så højt som han gjorde og følte sig virkelig ikke Anstor værdig.

” Ja jeg kan virkelig ikke hjælpe dig med dine mindreværdskomplekser ! Det har kun dig selv at takke for det her – ja jeg ved det lyder hårdt skat. Men jeg har jo ingen andel i det og du må selv finde ud af hvad du mener om det – jeg kan ikke trøste dig og vil heller ikke trøste dig selvom jeg et eller andet sted gerne ville trøste dig !” sagde han og så ned i jorden. Han havde aldrig oplevet Joshua sådan helt ude af den før. Det var en helt ny side han så af ham. Den store og stærke man hen kendte var reduceret til en mand der nu kun var en skygge af sig selv. ” Jeg hader dig også ” hviskede han ” og jeg hader også Kenji!” sagde han og var helt vred ved det billede han fik af Joshuas stå og kysse en vildt fremmed gut. ” Jo jeg kendte jo godt Davien og dit forhold – men det var ikke mit bord – og hvis han så har ødelagt dig så meget , så er det jo sådan som det er . men jeg vil gøre alt for at rette op på det og forsøge at få dig til at tro på det bedste i folk igen. Det har jeg nu brugt 8 år af mit liv på. ” kommenterede han og kunne mærke at han var ved at køre på den sidste energi han havde. Det var virkelig udmattende alt dette her påstyr. ” Jeg gider ikke høre mere om det med dig og Shane- det rager ikke mig og jeg vil ikke vide mere om det – det er din fortid ikke min og det er så længe side ” sagde han og skar en grimasse. Han kunne ikke li at høre om den slags lige nu. Det gjorde det kun være i Anstor hoved at vide at han havde været sammen med sin egen bror! ” Hmm jeg vil nu tale med ham om det alligevel !” sagde han bestemt – det skulle Joshua i hvert fald ikke bestemme over ham.
” Vil du ikke bare gå – Jeg kan ikke mere lige nu – du skal bare ikke være i nærheden af mig lige nu ! Jeg husker ham stadig den playboy jeg mødte og jeg husker ham lige så tydeligt som var det i går !!! Men AAAAAARGG Joshua – gå med dig, skrid…ud…jeg kan slet ikke med dig lige nu !” skreg han igen og slog sin hånd hårdt ned i dynen. Anstor vendte sig om på ryggen og kunne alligevel mærke tårerne der kom løbende ned af hans kinder – det var så mærkeligt alt det der skete lig nu. Joshua havde brudt den tillid han havde næret til ham altid. Han havde endda måske lagt følelser i kysset. Hvem ved – måske ville han komme om nogen tid og sige han blev glad for Kenji og så forlade ham – måske sås de uden han vidste det. Havde det stået på i længere tid. Anstor anede ikke sine levende råd.
Noah åbnede døren og så stuen helt smadret. Hans far lå henne på gulvet. Naoh lukkede døren bag sig og løb hen til Joshua ” Hey gamle – hvad sker der lige, hvad har du lavet og hvor er Anstor ” spurgte han bekymret og fik Joshua og at sidde på højkant. ” Hvad er der lige sket – det ligner dig jo slet ikke….” sagde han bedrøvet og gav sin far et kram ” Er der noget med dig- hvorfor græder du ?!” vedblev han.

"Det er ikke mindreværdskomplekser og det er heller ikke fordi jeg ikke godt ved det er hårdt og det er min egen skyld, men jeg er bare så vred over jeg har såret dig så dybt for pokker. Jeg kan ikke li det" sagde han med en skæv grimasse og bed sig let i læben. "Og selv hvis du ville så skal du ikke trøste mig. Det er min egen skyld" sagde han og nikkede let for sig selv. Joshua var mest af alt bare trist over han havde såret Anstor så meget at han til sidst var blevet vred over det. Joshua vidste godt han kun var en skygge af sig selv lige nu, men han var virkelig ikke glad for han havde såret Anstor så dybt.
Joshua nikkede bare let til at han hadede både Kenji og Joshua selv. Han kunne virkelig godt forstå ham lige nu.
"Siger heller ikke det var dit bord og du har jo rettet en helt del op på mig. Jeg blev kun sur på din læge fordi han begyndte at røre dig og ligge tydeligt an på dig. Ellers er jeg mindre jaloux end jeg plejer lige minus Jimmy fordi han bare skulle have ladet være med at sige noget til jeg snakkede til ham. Du aner ikke hvor taknemlig jeg er for du stadig kan holde ud jeg kan være så jaloux" sagde han med en skæv grimasse og bed sig atter i læben.
Joshua valgte ikke at kommentere på det med Shane. Han kunne jo sagtens se det fra Anstors syn af og selvom han normalt plejede at være ligeglad med den del af hans fortid, men han kunne godt forstå lige nu det gik ham på.
"Jeg forsøger ikke at forbyde dig at se din bedste ven eller snakke med ham om det her. Faktisk har jeg netop hele tiden sagt jeg ikke ville være den mand som forbyder dig at snakke med ham" sagde han stille og var faktisk såret over Anstor ikke forstod han faktisk mente det. Han ville jo netop ikke bestemme over ham. Det var det sidste her i verden som han ville.
Joshua havde intet for Kenji. Da de kun havde været en flirt før Anstor og Joshua var blevet et par havde Joshua allerede der afvist ham. Joshua havde absolut intet for Kenji andet end venskab. Han havde haft ondt af Kenji idet endnu en havde afvist Kenji og Kenji havde kun haft en kæreste før Ethan og var på næsten samme alder som Anstor og ham selv så han forstod godt hvis Kenji havde haft det af røv, men den fyr som Joshua havde brugt længst tid på nogensinde at jage havde været Anstor og her stod han 8 år inde i deres forhold og fuckede alt op.
Joshua stoppede op og fik øje på Noah. En del af ham havde lyst til at smide ham ud, men så igen ikke. "Han er inde på værelset" sagde han roligt og lod som om det rod han havde lavet ikke var noget. "Nej din far er ikke lige den stærkeste idag, men det er ligemeget" sagde han roligt og gengældte hans kram. "Vil du ikke nok bare tage dig af din far Anstor? Han er virkelig vigtigere lige nu" sagde han med et smil og rodede i sin søns hår for at tage hans hånd og hive ham mod værelset. Han åbnede døren. "Skat der er en her som er bekymret for dig og det samme er hans søn" sagde han roligt og vidste godt det første skulle være en hentydning til sig selv. Joshua var virkelig nød til at være den stærke lige nu og lade Anstor komme først som han plejede det. Ellers skulle han nok miste Anstor på at være svag

” Nå jamen kald det hvad du vil – jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Det er hårdt nok for mig i forvejen, - ja jeg ved godt det ikke helt lyder som den Anstor du kender, men lige nu har jeg det bare så svært ….Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller tro..” sagde han og var faktisk ked af det, at han ikke kunne give Joshua et bedre svar eller udtrykke sig klarer end han gjorde. ” Nej det ville nok heller ikke trøste sig særligt meget … jeg tror også det måske derfor er bedst vi har lidt tid hver for sig ” sagde han og vidste godt at Joshua var imod at Anstor skulle forlade ham af nogen som helst grund. Det vidste han jo også ved at komme og sove ved Anstor alle de gange han havde været på forretningsreje langt væk fra Anstor. ” Godt jamen så er vi enige og er kun glad for jeg har præget dig på en god måde ” sagde han og smilede et kort sekund. Det var der jo ikke noget i vejen med. ” Nej og det skulle da også bare lige mangle at du skulle forhindrer mig i at se Shane, er den eneste ven jeg har tilbage efterhånden….Undskyld det var ikke sådan ment! . Jeg ved godt du måske tænker at du er årsag til at Davien ikke vil se mig, men det er lige så meget min egen skyld. Jeg vidste jo nok godt hvad det ville indebære hvis jeg begyndte at finde sammen med dig ” sagde han og sukkede kort. Det kunne ikke skjules at han savnede Davien – nogen gange ret så frygteligt, men det ville han ikke sige til Joshua. ” Okay – men hvorfor er du så ikke inde ved ham – er I blevet uvenner ” spurgte han med en anelse bekymring i stemmen. Men Noah kiggede sig omkring og det var tydeligt at se Joshua havde smadret en del. ” Jamen hvad er det med dig – sig mig det dog. Jeg er din søn og jeg kan tåle og høre det ” sagde han og tog om sin far. ” Okay jamen jo det kan jeg godt. ” sagde han og lod sig fører med ind på værelset. Anstor hørte døren blive åbne, så han skulle lige til at vende sig om og bede joshua om at skride, lige indtil han så Naoh og Joshua stå i døren ” Joshua vil du ikke bare….” men han stoppede sig selv midt i sætningen. Han tårer løb endnu ned af kinderne på ham.

"Jeg vil heller ikke have du skal hjælpe mig Anstor. Det er min egen skyld og dermed mit eget bord. Jeg skal nok selv klare den" sagde han roligt og sendte ham et varmt smil over sine læber. "Jeg har intet mod denne her side af dig skat. Jeg elsker dig præcis som du er. Nye sider eller ej" sagde han roligt da han nok skulle klare at Anstor var sådan. Han kunne jo godt forstå ham.
"Jamen det er ikke mig der skal trøstes. Det er dig. Det er ikke dig som har lavet unoder. Det er mig" sagde han med et let ryst på hovedet da han faktisk mente det. Det kunne ikke være meningen det var Anstor der skulle trøste Joshua. Han skulle jo nok selv komme til at tage sig sammen og trøste Anstor igen.
"Jeg ville bare sådan ønske du ikke skulle tage afsted. Jeg er så bange for hvis du gør det så finder du ud af livet uden mig er så meget bedre" sagde han med en skæv grimasse da det var ret så sandt. Han ville helst have at Anstor blev og de fik snakket ud om det i stedet for at skulle være hver for sig. Han kunne trods alt stadig ikke 8 år henne i deres forhold finde ud af at sove væk fra sin Anstor.
"Selvfølgelig kan du det. Jeg stoler jo på du er mig tro" sagde han og bed sig ganske let i læben. Han var godt klar over at Anstor ikke var typen der så meget som kunne finde på at kigge på andre. Det var jo også derfor Anstor ikke så at andre kiggede på ham.
Joshua åbnede munden og skulle til at sige noget da han ikke kunne finde på at lade Anstor ikke se Shane trods for sin fortid med sin bror da Anstor nævnte Davien.
"Så nu bringer du min eks-mand på banen og beskylder mig for jeg er skyld i at I ikke snakker sammen mere?" spurgte han og mærkede hvilket slag det var at få det smidt i hovedet. Joshua savnede på ingen måde Davien og var glad for at slippe af med ham. Han ville aldrig have noget mod hvis Davien og Anstor stadig havde snakket sammen dog, men Davien havde valgt Anstor fra hvis han valgte Joshua. Joshua havde smækket døren pga. kommentaren med Davien. Han havde godt vist det var for at få ham ud af døren og det var da også lykkes. Det var virkelig dybt at synke at nævne Davien og han havde aldrig troet at Anstor ville gøre det.
"Noah det er ligemeget. Jeg klare mig. Det er ikke mig du skal bekymre dig for" sagde han ganske roligt og så sig selv omkring. Han var virkelig ligeglad med der var smadret en del. Han havde forsøgt at få det godt nok til han kunne vinde Anstor tilbage igen.
Joshua skubbede Noah væk da han ikke ville have det lige nu. "Snak nu bare med far Anstor" sagde Joshua bestemt.
Joshua kunne godt se at Anstor var ved at skulle råbe noget igen. Han nikkede let og gik hen til Anstor for at tørre hans kinder inden han gav ham et kys på panden. "Nu lader jeg jer snakke sammen" sagde Joshua roligt og gik tilbage i stuen og begyndte igen at kaste rundt med tingene. Denne gang bare uden at gå og skælde sig selv ud.
"Hvad sker der far?" spurgte Noah roligt da han stadig var lige forvirret over hvad der skete

Anstor vidste ikke helt om det var sådan det skulle være – men han kunne også godt se at det ikke ville blive bedre mellem dem, hvis han skulle trøste ham – det ville være en smule malplaceret i situationen sådan som det er nu. ” Det er jeg ikke i tvivl om faktisk ” sagde han og sendte ham et lille kort smil, uden den store varme i. ” Hmm nej, men jeg har brug at komme væk fra dig – jeg ved jeg komme til at savne dig sindssyg meget, men jeg kan simpelthen ikke være sammen med dig lige i de her dage. Jeg har hele tiden et billede af dig og Kenji i hovedet – jeg må bare væk fra det hele og tænke mig om og behandle det problem med mig selv!” sagde han lidt hårdt, men fortrød lidt at han sagde det i den tone. Joshua havde vist rigeligt med skyldfølelse i forvejen.
”Nej jeg pointerer bare ….. nej glem det, jeg gider slet ikke at vi skal have Davien med ind i det her. Det synes jeg slet ikke passer ind lige nu – glem de hvis jeg nævnte det ” sagde han og gjorde en bevægelse med hånden.
Noah var bekymret for begge sine fædre. ” Jamen altså hvad er det med dig – det ligner dig jo slet ikke.”sagde Noah på en venlige facon. Noah blev lidt ked af det da Joshua sådan skubbede ham væk, men lod sig ikke mærke med det for han kunne tydeligt se og føle på Joshua at han var ude af sig selv. Anstor ænsede ikke en mine, da Joshua kom hen og kyssede ham på panden. Han kiggede bare lige frem uden at tage sig af Joshua. Anstor sukkede dybt da Noah satte sig på sengekanten ved ham. ” Hmm ja min dreng, du skal vide det synes jeg. Ser du… Din far har en meget god ven Kenji. Kenji har været vild med din far i en del tid…. Det er der jo ikke noget at sige til…din far var dog i byen for nogen tid siden…og der ” han kiggede ned i dynen ” Der kyssede han med Kenji om aftenen til den fest han var til…og jeg har bare været så ked af det og vi har skændtes så meget i dag og i går ” sagde han og begynde at græde igen. ” Du må undskylde du skulle se mig sådan min dreng, men jeg skal nok blive mig selv igen, og du må ikke være vred på din far Joshua, vel?!” sagde han og kiggede på sin store dreng.

Joshua ville ikke trøstes af nogen. Han var godt klar over at han selv var skyld i hvad der sket og ville derfor heller have nogen trøstede Anstor når han ikke selv kunne få lov til det. Derfor sagde han heller ikke noget til Anstors ord. Han kunne ikke se hvorfor han skulle. Det virkede overflødigt når Anstor kendte ham så godt.
"at snakke med Shane er ikke at håndtere tingene selv" hviskede han nærmest da Anstor havde brugt et hårdt tonefald. Det var ikke fordi Joshua ikke kunne forstå Anstor. Han havde jo selv i sin tid løbet til ham når der var problemer med Davien hvis han ikke var gået i byen alene eller med William og havde væltet sig i damer, men han vidste Anstor ikke var sådan. Joshua var latterlig dårlig til konflikter. Dog var han blevet bedre til det pga. Anstor.
"nej lad os da endelig bringe Davien på banen. Jeg troede du kendte prisen og det ikke rørte dig fordi du var vild med mig. Her går jeg og havde dårlig samvittighed over det i de første 2 år af vores forhold, men kan da godt se det var dumt!" råbte han inden han havde smækket døren i efter sig. Joshua havde virkelig brugt tid på at sige han håbede prisen ikke havde været for høj for deres forhold og så bragte Anstor sit savn til Davien på banen lige nu.
"seriøst bare snak med far Anstor" sagde han hårdt da han ikke ville lige nu. Slet ikke når Anstor havde haft bragt Davien på banen på den der måde. Det var nok det sidste han havde regnet med. Joshua lagde godt mærke til Anstor slet ikke reagere på hans kys på panden. Han havde bare et sted håbet at nå indtil sin højtelsket mand.

Noah nikkede ganske lyttende til hvad Anstor sagde og bed sig ganske let i læben ved hans ord. Noah sætte sig ned ved siden af Anstor og lagde sine arme om far da han begyndte at græde. Han kunne ikke bære at Anstor var så ked af det selvom han blev mere og mere vred på sin far Joshua. Ingen skulle gøre sin far ked af det på den der og heller ikke selvom han først var blevet Anstors søn senere i livet. "Jeg skal nok prøve ikke at blive vred på ham" sagde han stille og gav sin far et kys på håret

Anstor hadede at skændes med folk – heldigvis var det meget sjældent han var nød til det, men aldrig med Joshua – før nu. Det trættede ham helt vildt meget. Det var også meget sværere lige med Joshua, for på den ene side elskede han ham utrolig højt og på den anden side kunne han ikke udstå synet af ham lige disse dage.
” Nu er du urimelig! Du ved jeg havde et ganske særligt forhold til Davien ! Du ved han var min bedste ven ! – og han er væk nu !! Væk, jeg ser ham aldrig igen- du må da kunne forstå jeg er ked af det er gået sådan- men JA jeg ved godt jeg ligeså godt jeg selv bærer min del af skyld – årh gider du ikke bare – ja jeg ved det lyder hårdt, men kan bare ikke mere Joshua, du har brugt al min energi ” sagde han og var helt opgivende da han sagde det. Han kunne snart ikke mere. ” Hmmm okay – så vær du bare sur ! ” sagde Noah og gik fra Joshua og ind til sin far.
Anstor forstod ikke at Joshua var begyndt at blive vred på ham nu – som om Anstor havde gjort noget galt, Anstor havde altid været der for Joshua i alle henseender og nu dette.
Det var rart at tale ud med Noah om det – han var godt nok ikke hans søn af fødsel, men Anstor havde altid betragtet ham sådan lige siden den dag Joshua og han kom sammen for første gang. Da Noah lagde armene om ham kom han endnu mere til at græde. ” Jeg skal lige snakke med ham den gamle ” smilede han og gik ind til Joshua og lukkede døren bag sig ” Hvad i al verden tænker du …. Hvor kunne du gøre det mod far Anstor. Han er helt ødelagt ! Kæft hvor er det dumt ! – og så for et kys med en du aldrig har haft noget med eller følelser, jeg kunne forstå hvis du havde brændt varm på en anden – men ej du er virkelige ikke for smart du” sagde Noah og lagde armene over kors ” Hvad vil du gøre ved det gamle ” sagde han lettere bebrejdende !

"Hvis du fucking savner ham så meget så skulle du have sagt nej til mig Anstor!" sagde han vredt da han lige nu ikke følte Anstor havde lyst til at betale den pris det havde kostet at være sammen med ham. Joshua kunne godt forstå det ikke var let at miste sin bedste ven på den der måde, men hele skyldfølelsen af han nogensinde havde sagt sine følelser til Anstor. At han nogensinde havde sagt noget. Han vidste godt Anstor et sted sagde det for at ramme ham, men Joshua havde det stadig tit skidt over Anstor havde betalt sådan en høj pris for deres forhold og endnu mere nu hvor han havde lavet sådan et nummer.
Joshua var egentlig også kun vred fordi han var såret over Anstor havde bragt Davien på banen. Joshua havde flere gange været ked af Anstor skulle betale den pris han havde gjort og når Anstor pludselig bragte ham på banen så var Joshua bange for prisen havde været for høj. Joshua elskede Anstor og ville gøre alt for ham og hvis der var noget han ville ønske han kunne så var det at tvinge Davien tilbage i Anstors liv, men han kunne ikke. Han havde stået alene med sine børn til han havde anerkendt sine følelser for Anstor for Davien havde givet afkald på det hele.
Joshua vendte sig mod Noah da han kom ind i stuen.
"Hvad fanden har du tænkt dig jeg skal gøre? Tror du ikke jeg er ked af det? Jeg skifter hele tiden mellem at være sur på mig selv og være ked af det, men det er bare ikke sådan Anstor ville kunne tage imod mine kys igen" sagde han med en skæv grimasse over sine læber og slog atter hånden ind mod væggen da han var sur på sig selv.
"Faktisk havde jeg fået lov til at sove derinde lige indtil jeg igen fik dummet mig igen. Jeg vil bare fucking gerne kunne ligge ved siden af min mand ok?" sagde han stille med et ryst på hovedet over sig selv.
"Desuden har Kenji og jeg har haft en flirt. Hvordan satan tror du han faldt for mig? En af de mange sidespring under din far Daviens tid. Noah der er mange ting du slet ikke ved" sagde han ganske roligt og anede ikke helt hvad ben han faktisk skulle stå på. Det eneste han ønskede var at være nær Anstor og prøve at løse det her selv. Ikke gennem deres søn

” Hvor er du latterlig at høre på – du ved ligeså godt som jeg at jeg var helt klar over hvad det ville betyde for min bedste ven nogensinde at jeg valgte at følge mit hjerte og valgte at blive din! Du ved ligeså vel som mig hvor svært jeg også havde det med det i starten fordi jeg holdt meget af Davien !!! Men det kan du ikke forstå – for du har for længst glemt de følelser for Davien” svarede han hårdt igen. Joshua vidste godt at Anstor havde det hårdt med savnet omkring Davien – og det vidste han bare. Hvor vovede han at bruge det mod Anstor. ! Det blev han ret ked af indeni. Det var for lavt og det passede ikke ind i deres diskussion.

Anstor lå i den store seng alene. Han fiskede den vielsesring han havde fået af Joshua op af lommen – han studerede den blot nu. Den skinnede og den mindede ham om den fantastiske dag de havde valgt at gifte sig på- Inden i selve ringen var indgraveret datoen for deres bryllup. Derefter tog han sin halskæde frem fra sin lomme og begyndte også at studere dem. Ville han komme til at bære dem igen tænkte han, men lagde tanken og smykkerne fra sig på natbordet.
” Hmm du er er lidt selvmedlidende. Jeg går ind i gæsteværelset og ligger mig ” sagde Noah og gik fra Joshua. Han kunne mærke at det ikke vare lige nu han skulle diskutere med hans far.

"Ja jeg har glemt de følelser jeg havde for Davien for flere år siden. Er det ikke logisk? Jeg blev forelsket i hans bedste ven. Ville det ikke være for dumt hvis jeg stadig havde noget for Davien når jeg var sammen med dig?" spurgte han en smule vredt da det var sandt. Han havde virkelig kun følelser og selvom han prøvede at forstå hvordan det var at miste en bedste ven fordi man kunne li hans eks-mand, men han havde virkelig prøvet hvilket havde resulteret i at han havde haft noget så dårlig samvittighed.
"Så nej jeg kan ikke forstå det er at være dig, men min dårlige samvittighed har næret mig jeg ved ikke hvor længe og jeg er stadig bange for prisen var for høj Anstor!" sagde han med et ryst på hovedet da det virkelig var der hans logik lå. Joshua havde vendt den mod sig selv også fordi han ikke ville have at Anstor havde flere sorger.

"Ved jeg godt, men jeg prøver at fjerne din far Anstors sorger" sagde han stille og bed sig let i læben. Han gik ind mod Anstor da Noah gik i seng og satte sig ned ved siden af hans seng.
"Skat jeg er ked af det med Davien ok? Må jeg ikke nok sove herinde?" spurgte han stille og strøg ham henover siden mens han stadig betragtede ham

” Jo det er det dét! – men du må også forstå at se de fra min side. Jeg ved godt at hvis jeg ville have kunnet ses med Davien den dag i dag, så havde jeg gjort det selvfølgelig havde jeg det- og jeg ved du ikke ville forhindrer mig i det …. Årh Joshua jeg gider bare ikke lige det her nu. ! ” sagde han og var ved at være på grænsen af hvad han kunne yde. Det var så trættende al den diskussion og skænderi. Det tog mega hårdt på hans psyke og hans følelser. Også fordi de aldrig sådan rigtigt havde skændtes før.
” Hmmm det skal du ikke være – jeg traf det rigtige valg dengang. Jeg valgte dig ikke….tænk ikke så meget på det Joshua. Hvis det havde været en for høj pris havde jeg jo ikke gjort det ” indrømmede han og håbede at Joshua ville godtage den forklaring.
” Du er nu sød gamle - du skal Anstor bliver nok god igen. Det gør han altid ” hviskede Noah og gav sin far et klap på skulderen inden han gik ind og lagde sig i gæste værelset.
Anstor hørte godt der kom nogen ind i rummet til ham, og det var jo ikke svært at gætte sig til hvem det var. ” Hmm nej egentlig ikke, du må ligge i din side af sengen, men jeg vil ligge alene i min del” sagde han og vendte ryggen til ham efter han havde sagt det. Da han lå med ryggen til sagde han dog ” Og jeg er også ked af det med Davien – men sket er sket ” sagde han og ville ikke diskutere emnet yderligere.

"Jeg ville aldrig stoppe dig i at se min eks hvis han ikke havde noget imod det skat. Så lav er jeg slet ikke. Det troede jeg du vidste" sagde han roligt da han faktisk ikke ville have stoppet det. Han havde jo også været ked på Anstors vegne, men når Anstor pludselig bragte Davien op midt i et skænderi så blev han virkelig bange for at Anstor fortrød at han havde betalt den høje pris og især nu hvor Joshua havde kysset med en anden. Det var ikke for at give Anstor skylden for noget som helst og en stor del af ham vidste jo godt Anstor ikke fortrød det, men Joshua var i forvejen fyldt op med skyld over kysset at han vendte tingene ind mod sig selv lige nu.
"Det er bare.. Når du bringer det op midt under et skænderi hvor jeg i forvejen har dummet mig. Så må du da kunne forstå jeg vender det hele ind mod mig selv. Jeg ville med glæde give dig Davien tilbage hvis jeg kunne, men jeg kan ikke. Han vil ikke engang havde noget med børnene at gøre" sagde han stille og bed sig let i læben. Han ville gøre alt for Anstor hvis han kunne, men det her kunne han virkelig bare ikke.
Joshua havde bare nikket til Noah. Det hele gik ham på lige nu.
"Skat vil du ikke nok vende dig om? Jeg ved godt jeg er fucking ynkelig lige nu og jeg skal nok blive din stærke mand igen, men du må forstå jeg er bange for at miste dig og jeg derfor vender alt ind mod mig selv. Jeg ville give dig verden på et sølvfad hvis jeg kunne og jeg hader virkelig jeg har såret dig så dybt. Hvis du ik gider se på mig så sover jeg bare i stolen igen" sagde han stille og hostede ganske lavt da Joshua var løbet tør for energi da han var gået hen og blevet syg af dagen før. Han ville bare ikke vise hvor syg han var blevet for Anstor måtte ikke tage sig af ham. Det skulle være omvendt.
"Jeg elsker dig så højt og jeg er ked af jeg bragte Shane på banen når jeg lige havde fået lov til at kysse dig igen og sove med dig. Jeg forstår godt du er såret og vred. Jeg ved godt du sikkert også bliver god på et tidspunkt, men åhh.. Det er svært at være stærk når jeg ved jeg har ødelagt dig" sagde han med en skæv grimasse da han virkelig havde svært ved at samle sig selv op så længe Anstor ikke havde behov for ham

”Det ved jeg da også godt – jeg ved jo godt du vil gøre så meget for mig, og det holder jeg også meget af! Allerede på det punkt kan jeg jo se hvor meget du vil gøre for mig, din mand ” sagde han med en anelse af varme i stemmen. Anstor var langsomt ved at tø op. Anstor havde et kort øjeblik tænkt om det han og Joshua skulle gå fra hinanden et stykke tid, men han havde hurtigt lagt tanken fra sig – han var overbevist om at deres ægteskab var så stærkt at det godt kunne stå imod dette her. Joshua have skyldfølelse og det vidste Anstor godt – hvad han ikke vidste var hvordan han skulle få Joshua til at give slip på denne skyldfølelse – Anstor var jo også sin del af skylden, det var jo ikke kun Joshua, der havde valgt dette ægteskab.” Nej jeg ved godt han ikke lige passede ind i denne situation – Joshua – alt det der … jeg kan ikke rumme det lige nu. Undskyld skat, jeg ved godt du bebrejder dig selv at Davien og jeg ikke ses mere, men hey – hold nu op med det! Det er så længe siden og du skal ikke bruge din kræfter på det mere !” sagde han lettere bestemt. Det gik ham lidt på at Joshua ikke kunne lægge den tanke fra sig. Det var efterhånden en del år siden.
Anstor vendte sig om da Joshua begyndte at tale til ham. Han tænkte i første sekund at han ville bede Joshua om at skride, man da han så mere på ham, kunne han se hvor bleg han var, hvor ked af det han var og trist han var over hvad han havde gjort. ” Selvfølgelig vil jeg da se på dig – så vred er jeg nu alligevel heller ikke ” sagde han og svingede benene ud over sengekanten. Anstor gik hen bag Joshua og lagde armene om ham ” Joshua….. jeg elsker jo også dig. Jeg har bare været så vred fordi jeg ville vise dig at du ikke bare skal tro du kan gøre sådan mod mig – ja jeg ved godt det ikke lyder pænt at sige – men eeejj… Du er jo helt knust det kan jeg godt se. ” hviskede han og kyssede ham på kinden. ” Kom her du gamle, ” smilede han og satte sig på skødet af ham og så ham dybt i øjnene. ” Du er nu ikke rigtig klog nogle gange og nu har du smadret stuen også ” grinede han stille ” Nå men vil du ikke putte med mig …. Jeg har tilgivet dig nu… ” sagde han og kyssede ham på munden kærligt som det havde været før alt dette skænderi var kommet op.

"men det stadig ikke nok. Jeg kan jo ikke få Davien til at komme tilbage til dig" sagde han med en skæv grimasse over sine læber. Intet var godt nok til hans Anstor, men det sjove var at det var kun hvis man spurgte Joshua. Anstor var nemmere at gøre glad.
"jeg var holdt op til du nævnte Davien lige før. Jeg blev bange for prisen for vores forhold havde været alt for høj" sagde han med en skæv grimasse mere og etundskyldende blik. Det var kun fordi det at det havde virket som om Anstor kort havde fortrudt prisen for deres forhold når Joshua havde dummet sig på den måde.
"men" sagde han stille og slog sit blik ned da Anstor sagde han ikke var helt så sur som han havde lydt. Han hostede let da han ikke kunne holde sin sygdom mere tilbage. Det var stort set umuligt for ham. Han havde trods alt heller ikke fået taget nogle eliksir mod forkølelse endnu. Han bemærkede godt Anstor svang sine ben udover sengekanten og var lige nu sikker på han ville gå ind i stuen. Derfor kom der et svagt smil over hans læber da han mærkede Anstors arme om sig.
"selvfølgelig er jeg knust skat. Jeg er bange for du forlader mig. Jeg ved godt jeg ikke skal være sådan overfor dig. Du er mit alt udover vores børn skat" sagde han stille og mærkede energien løbe ud af ham. Han mærkede hans små kys og tog fat i hans arme for at hive ham ned mod sig på gulvet. "skat du må aldrig tvivle på jeg elsker dig. Ja jeg var næsten utro for at få fingre i dig, men det dig jeg har været vild med siden jeg mødte dig første gang. Jeg har aldrig jaget en fyr så længe som jeg gjorde dig. Det ville være idioti at give det op" sagde han stille og lagde sine arme om Anstor og træk ham indtil sig da Anstor drillede ham med han ikke ville putte.
"pis nu være med den stue" sagde han med et let glimt i øjet. "du har en mand med temperament. Van dig til det skat" hviskede han blidt inden han gengældte hans kys. Han nussede ham blidt i nakken. Hans læber havde virkelig savnet hans kys trods for det kun var nogle timer siden han havde fået et sidst. Det her var bare bedre for Anstor havde sagt han var tilgivet

” Nej og sådan er livet nu gang. Der er bare nogle ting vi ikke kan styrer eller bestemme over – herunder også Davien – og det er sødt af dig at ville gøre sådanne ting for mig, men Joshua – hold nu op, det er jo ligeså meget mit eget valg ” sagde han og syntes absolut ikke at Joshua skulle føle at det hele var hans skyld. ” Hmm ja vores forhold har kostet Davien – men hvad er han op imod det vi har sammen – han har langt langt mindre værdi” sagde han og trak ganske kort på smilebåndet – men de vidste jo begge at Anstor havde et savn efter sin gamle ven. Anstor bemærkede Joshua hosten og kunne se han havde så småt fået blå læber og han hostede lidt voldsomt. Det lignede ikke ham at være syg. ” Hmmm ja og jeg var måske også hård ved dig – men du skulle bare ikke tro jeg var så blåøjet at jeg bare ville sig ” Pyt ” og så bare leve videre …. For et eller andet sted har du jo brudt min tillid helt i stykker og det vil tage lang tid at genopbygge den… Og Joshua…søde skat. Du er jo også alt for mig sammen med børnene og vores kommende børnebørn.” smilede han. Joshua var jo en følebamse indeni. Det var ikke alle der vidste det – men det var sandheden. Anstor rystede på hovedet og sendte ham et lille smil ” Nej det tvivler jeg aldrig om – da du valgte at fri til mig, gjorde du det jo helt klart for mig at du vil mig resten af dit liv” sagde han og rødmede endda i sine kinderne lidt. Det var en rar følelse at være tilbage i hans favn. Han muskuløse arme, duften og hans åndedræt, han kendte det hele og havde savnet det hele. Anstor lagde en hånd på siden af ham og nød det. Det bankede pludselig på døren. Det var Noah ” Nååå…..jeg ser I er blevet gode venner igen – ja egentlig ville jeg ikke forstyrrer jer – men der står en ved døren og spørger efter dig far Anstor. ” smilede han og gik hen og rakte Anstor en stok han havde fundet ude i stuen. Desuden havde han ryddet lidt op efter Joshua raserianfald. Anstor humpede sig hen til hoveddøren og blev lidt nervøs da han så hvem det var der stod der. Det var Jimmy” Hey Jimmy – er det dig, hvordan kunne du vide jeg boede her. ” spurgte han og blev lidt overrasket ” Ja du må undskylde, men ville bare sikre mig du var kommet godt hjem, så jeg cyklede efter jer – jeg var også lidt nervøs ved din mand. ” sagde han og Anstor var lidt nervøs for hvordan det ville udvikle sig hvis Joshua kom. ” Okay – det var venligt af dig . Hmmmm vil du med ind – vi skal have kop te ” sagde og følte ikke han kunne lade Jimmy stå ude i kulden. Det ville ikke være høfligt . ” Noah vil du sætte en kande vand over til te ” smilede han og vendte sig om og gik mod Joshua ” Ikke være sur – han kommer helt venligt for at tjekke om jeg kom godt hjem – ikke mere jalousi, vel ” sagde Anstor mere bedende end bestemmende.

"Ved jeg godt skat, men det var jo kun fordi du nævnte Davien midt i det hele. Ellers havde jeg jo lagt det bag mig skat. Har jeg jo sagt" sagde han og bed sig ganske let i læben. Normalt var det jo slet ikke noget som han tænkte på eller noget i den stil. Han havde normalt lagt det bag sig fordi de alligevel ikke ville komme nogle vegne med det og fordi det var så mange år siden nu.
Joshua kunne ikke lade være med at smile en anelse for sig selv ved Anstors ord om at Davien ikke var noget værd ved siden af det som de havde sammen. Det gjorde ham virkelig noget så glad, men det var måske heller ikke så mærkeligt.
Joshua var ligeglad med hans blå læber og han forsøgte virkelig at gøre alt for at skjule hvor syg han var. Anstor skulle virkelig ikke opdage hvordan han havde det da han ville være den som kunne beskytte sin skat og ikke omvendt.
"Du behøvede slet ikke være så hård skat. Jeg ved godt hvad du er værd. Ellers havde jeg slet ikke det så dårligt til at starte med" sagde han stille og bed sig ganske let i læben da han jo godt vidste at han ikke bare sådan skulle løbe om hjørner med Anstor. Det var jo heller ikke derfor han havde gjort det. Ellers havde han ikke begyndt at græde ved tanken om han havde kysset en anden.
"Du virker bare ikke som om du ved det skat" sagde han med et skævt smil over sine læber og kyssede Anstors kinder blidt da de fik en fin rød kulør.
Joshua nikkede let til de var gode venner igen og bed sig let i læben da han godt var klar over det sikkert var Jimmy der stod ved døren.
Han lod Anstor rejse sig op og gik med ham ud og holdte fast i Anstor så han ikke skulle vælte nogle steder. Joshuas øjne begyndte at rase igen ved synet af Jimmy, men han sagde intet. Han havde sluppet Anstor for han kunne gå det sidste stykke hen til døren og stod derfor en smule bagved Anstor. Joshua hørte Anstor inviterede ham ind og vidste godt han var ganske høflig. Da Anstor bad Noah om at sætte vand over til te og Anstor bad Joshua om at styre sig kunne han mærke han havde svært ved at styre sig. Mest af alt fordi Jimmy så Joshua som ustabil og han trængte sig på, på den der måde og endda havde fulgt efter dem på den der måde. Joshua valgte derfor at gå mod soveværelset og smækkede døren i for at kunne rase ud uden nogen andre skulle være vidne til det.

” Ja det ved jeg godt – det er også så længe siden at det ikke er til at tro – men et eller andet sted skal jeg jo også være Davien taknemlig. Havde det ikke være for ham og hans forhold til dig havde jeg jo aldrig mødt dig måske … Skønt det ikke altid var lige nem at være ven af jer når I var sammen – jeg husker alt for godt de gange hvor både du og han på skift har kommet til mig og grædt ud over den anden… Ja jeg havde nogle gange vist lidt mere indsigt i jeres liv en jeg måske burde, men på anden side var jeg jo glad for jeg kunne være der for jer og være jer en slags støtte ” smilede han og kom kort til at tænke tilbage til dengang de var yngre og uskyldigere. Anstor noterede sig Joshua smil, da han nævnte det med Davien ikke havde samme værdi for ham som Joshua havde – det gjorde ham glad at se at Joshua begyndte at ranke ryggen igen og være stolt af sig selv, og ikke havde problemer med at skulle måle sig i forhold til Anstors og Davien for længst forliste venskab. ” Du er helt blå af kulde om din læber skat – vil du ikke i seng, så skal jeg nok våge over dig. Jeg kan jo alligevel ikke gå så meget rundt med den her tossede fod ” sagde han og smilede venligt til Joshua. Det var vist første gang i deres forhold at det var Anstor der skulle passe Joshua. ” Hmmm nej – men du havde på anden side ikke fortjent hverken mere eller mindre – men nu fik du dig en lærestreg” sagde han og smilede ikke imens – idet Joshua måtte forstå alvoren i det han sagde, hvorfor det ikke ville være underbyggende hvis han smilede samtidig. ” SKAT! Jeg ved det og jeg ved det hver dag når vi står op sammen – så vær ikke bange for det – jeg siger det måske ikke lige ud, men jeg ved du er meget glad ved mig og det håber jeg virkelig også du kan føle jeg er ved dig ” sagde han venligt og kunne ikke lade være med at kyssede ham kort på kinden inden Noah brød ind.
Anstor var ked af at Joshua gik – nu havde han endelig chancen for at bevise at han kunne kontrollere sig, men han gik og smækkede med døren – og sådan var det tænkte han ved sig selv. ” Ja du må undskylde. Joshua er lidt syg, så jeg tror han måske gik ind for at lægge sig ” smilede Anstor og humpede hen til bordet. Jimmy trak stolen ud og fik Anstor placeret. Noah kom hen med teen ” Hey, jeg hedder Noah, jeg er Anstors søn” smilede han og rakte Jimmy hånden, der pænt rakte tilbage og fortalte sit navn til Noah. ” Jo ser du, øhh din far og jeg kom op og skændtes og jeg måtte bare væk – og ja så kørte jeg bare og endte på Jimmys restaurant, det var lige omkring der du ringede til mig – det er på den måde vi kender hinanden. ” smilede han, mens Noah nøjedes med et mindre smil ” Går det bedre med din lille fod ” smilede Jimmy og Anstor nikkede blot som svar. ” Hvad laver du til daglig ?” spurgte Anstor. ” Jeg er tjener på restauranten som du kender og ellers så studere jer ved siden af. Jeg læser til dyrlæge. Det var derfor jeg vidste lidt om det med at forstuv noget – det kan dyr jo også ” svarede Jimmt og tog glad imod teen, da Noah rakte ham dem. ” Nice – hvor lang tid tager det ?” spurgte Noah og pludselig havde de to fyrer en samtale gående. Anstor så ned og kiggede sig derefter over skulderen mod soveværelsedøren og håbede ikke Joshua var alt for jaloux, derinde.

"Ved jeg godt skat, men ja. Du må da kunne forstå hvorfor det at du savner Davien kan have en betydning for mig" sagde Joshua stille da han jo godt vidste at han havde været skyld i at han ikke længere havde sin bedste ven. Han var godt klar over at Anstor også selv havde sagt ja velvidende at prisen blev at Davien ville gå. Det var så også ligeså meget fordi Davien havde hadet Joshua noget så inderligt da de var gået fra hinanden selvom det havde været for det bedste. Joshua kunne godt huske hvor ynkelig han havde været når ham og Davien havde været oppe at skændes, men det var også mange år siden som Anstor sagde.
"Nej jeg vil ikke. Jeg skal nok blive rask af mig selv. Jeg gider ikke gå i seng" sagde han med et varmt smil over sine læber da Joshua ikke bare sådan ville lade sig bukke under af en smule sygdom. Desuden ville Joshua ikke lade sig passe af Anstor selvom han egentlig burde lade ham. Han ville bare ikke fordi han ikke ville føle sig mindre mandig.
"Jeg fik mig en lærestreg allerede da jeg dummede mig med frygten for at miste dig Anstor" sagde han stille og skær en let grimasse. Han vidste jo godt det havde været dum og han havde fået sig en lærestreg. Ellers havde han jo ikke været bange siden han havde sagt det til Anstor. Han kunne dog godt forstå at Anstor ville være helt sikker på at Joshua havde lært det.
"Gør jeg. Jeg ville bare være helt sikker" sagde han med et smil og nikkede ganske let. Han mærkede kysset på hans kind inden Noah kom ind af døren.
Joshua rasede af ved at mumle en masse grimme ord lavt for sig selv så ingen kunne høre det. Hvis ikke det var for Anstor havde Joshua faktisk smidt Jimmy af helveds til for at gå og forfølge hans Anstor på den der måde. Joshua kom dog ud lidt efter og gik og knyttede sin hånd en smule da han ville være sikker på at han kunne styre sig selv. Han ville gerne bevise overfor Anstor han kunne opføre sig pænt.

”Det gør jeg også – jeg siger også bare til dig, at det skal du holde op med det. Davien er både ude af dit og mit liv, ja selv børnenes liv og han komme højest sandsynligt aldrig tilbage…så brug ikke dine kræfter på sådan nogle tanker – det er spild af din tid og dine kræfter ” sagde han og lagde venligt en hånd på hans kind og nussede den ganske kort. Anstor vidste ærlig talt ikke så meget om bruddet mellem Joshua og Davien,- han vidste langt mere om bruddet mellem ham selv og Davien, det var smerteligt dengang det skete, for han holdt meget af Davien men endnu mere af Joshua. ” Heheh du behøver nu ikke spille macho overfor mig, jeg kender dig jo. – Jeg synes du skal gå i seng, det vil gøre dig godt, kan jo se hvor syg du er min skat -hop nu op med dig ” prøvede han men vidste inderst inde godt at det ville være over Joshuas lig hvis han skulle lægge sig i sengen go blive passet af Anstor. Der var nok noget mandighed der gik tabt, der tænkte Anstor ved sig selv, og kom til at smile ved tanken. ” Men som du vil, så bliv da oppe sammen med mig ” grinede han og rystede lettere bebrejende på hovedet. ” Ja det gjorde du og lade det være dig en lærestreg resten af vores tid sammen. – Jeg er ikke sikker på jeg kan klare det igen og i så fald, så vil jeg aldrig se dig mere nogensinde. ” sagde han meget stille, idet han vidste det lød super hårdt, men det var nødvendigt for at der ikke skulle herske nogen som helst tvivl om det Anstor sagde. Asntor humpede ud ind imod stuen, da han vendte sig go sendte Joshua et venligt smil. ” Det er iorden et tjekke op, men skal nok sige hvis jeg ikke elsker dig mere – men den dag kommer aldrig. ” sagde han og humpede lidt hurtigere, han kunne ikke lide at lade vedkommende uden for stå og vente for længe.
Inde ved bordet sad de endnu og talte sammen ” Er det ikke slemt med alt det blod og sådan, når man skal ordne de stakkels dyr ” spurgte Anstor interesseret ” Nej, det er ren procedure efterhånden, det vender man sig til ” smilede Jimmy og skænkede mere te til Anstor. ” Nå der kommer han jo- hey skat ” sagde Anstor lettere nervøst, idet han ikke vidste hvordan Jimmy ville reagerer. Jimmy var begyndte at lægge interessen fra Anstor og i stedet rette blikket mod Noah. ” Jeg så du bar Anstor hjem, du er vel ikke kommet noget il ” spurgte Jimmy Joshua, da han var kommet hen til bordet og fik sat sig ned.

"jamen gør jeg jo heller ikke normalt. Det jo kun pga det med du nævnte det. Ellers havde jeg jo mere eller mindre lagt det bag mig. Det var mere de to første år" sagde han roligt og bed sig ganske let i læben.
"jeg spiller ikke skat. Jeg er macho og det ved er godt" sagde han med et glimt i øjet. Han ville bestemt ikke ligge sig syg. Det var helt sikkert. Det var ikke det med Anstor skulle passe nogen for han vidste han var ganske kærlig og blid, men mere det at han virkelig følte han tabte sin mandighed af det
"Jamen jeg har ikke tænkt mig at gøre det igen. Jeg er jo ikke dum. Jeg ved jo godt du ikke kan" sagde han og bed sig hårdt i læben. Han vidste jo godt Anstor ikke ville tilgive den slags igang. Han havde jo heller ikke tænkt sig at gøre det igen og det var fint at Anstor var hård omkring den slags ting. Det var jo heller ikke det som havde slået ham ud, men det med Davien.
"Man kan aldrig vide" sagde han med et blidt smil da han godt vidste Anstor ville sige til hvis han ikke kunne li ham mere, men stadig. Anstor kunne aldrig vide om han holdte op med at elske ham eller ej.
"Jeg har gjort det før og far til 3. Jeg tror jeg kan klare at bære min lette mand" sagde han roligt og dog en anelse spydigt. Han forsøgte dog at holde den spydige del nede

” Hmmm ja men du må holde op med det selvom jeg siger det… Du er altså en lille tosse nogle gange ” smilede han og humpede hen til ham og gav ham et kys på kinden. Han agede ham kort på kinden og kiggede op på hans klare øjne. ” Ja spil du bare macho, men jeg ved hvad der gemmer sig bag det” smilede han og kunne godt se gennem Joshua, hvilket der ikke var mange, der kunne. Men Anstor kunne i og med de havde været sammen så længe. ” Nej det håber jeg ikke. Men nu er du advaret ” sagde han vredt, men så blev han straks sig selv igen. Glad og smilende som han plejede. ” Nå ja jeg spurgte jo bare…. Hvor kender du Anstor fra ” spurgte Jimmy Joshua og kiggede nysgerrigt på ham. Anstor vendte sig imod Noah ” Hey , du skal ikke være ked af det mere. Jeg og far Joshua har talt det igennem som der skulle tales om, så vi er ikke uvenner mere ” sagde han og Noah nikkede blot anerkendende ” Ja og nu bliver han også snart bedstefar ham den gamle ” grinede Anstor og Noah så straks hen på Joshua ” Hvad skal det sige, hvad mener far Anstor med det ” spurgte Noah sin far Joshua.

"Plejer jeg jo også skat, men det er som om du hiver min eks frem i et skænderi der hviler på jeg har dummet mig for groft og endda du savner ham. Er det så ikke klart det bliver svært at slippe igen pludselig?" spurgte han med et skævt smil over sine læber og rystede let på hovedet inden han mærkede Anstors kys på kinden. Joshua kunne dog ikke lade være med at nyde strøget over kinden en smule idet at det var et skridt på vejen til at glemme det igen. Det var jo mest af alt fordi Anstor bragte det på banen lige efter Joshua havde indrømmet han havde dummet sig sådan.
"Jeg spiller ikke macho skat. Jeg er det og det ved du godt" sagde han med et selvsikkert glimt i øjet selvom han også godt vidste han på samme tid kunne være ret så følsom og især når det kom til dem han elskede.
Joshua var jo godt klar over han ikke skulle gøre det igen. Anstor behøvede slet ikke at advare om den slags, men han kunne også godt forstå Anstors behov for det på en eller anden måde. Det var et eller andet menneskeligt at man skulle advare selvom man godt vidste den anden vidste de ikke skulle gøre sådan.
"Jeg har gået i skole med Anstor før i tiden" sagde Joshua roligt selvom Jimmys tilstedeværelse stadig irriterede ham en helt del. Han skulle helst ikke være der hvis man spurgte ham.
Joshua nikkede let til Anstors ord til Noah og håbede han ville tage dem for gode ord for det var det trods alt.
"Det der må han selv rode sig ud af" sagde han med et glimt i øjet og puffede ganske blidt til Anstor der selv kunne få lov til at sige hvad der foregik